En Hustler hustler, som han plejer, også tyve år efter, han startede. Alt var, som det plejer, da Østkyst Hustlers spillede lørdag aften i Amager Bio.
Vi var ikke mange minutter inde i lørdagens koncert, før jeg tegnede den første smiley i notesbogen.
Efter bandet havde spillet deres Hustler band-tema, indledtes der med “Hustlerstil” og et stort, bredt smil lyste Peyks ansigt op, da han rakte mikrofonen ud mod de 1100 publikummer og blev belønnet med et “God damm!”
Hustlerene optrådte i samme uniformering som til alle koncerter de seneste 2 år: Bossy i New York Yankees baseball shirt, Peyk i korte bukser og Indians baseball shirt, og Jazzy i shirt med det fiktive Furies baseballhold og sine solbriller.
Alt var, som det skulle være. De 3 “drenge” f. 1966, 1968 og 1970 optrådte med energi og engagement, de ville festen.
Herefter fulgte “Bla, bla, bla”, ligeledes fra 1996-kæmpesuccesen “Fuld af løgn”, før Jazzy og Bossy rappede sig gennem hver deres gambit fra “Verdens længste rap”, hvorefter “Hey Ho!” også bragte stor genkendelses glæde hos publikum.
Og de vil det, og de kan det. Der var ingen ekstra luft, der skulle trækkes på den fremragende fremførelse af mesterværket “En Latterlig Morgen”.
De hopper og “danser” og bevæger sig rundt mellem hinanden på scenen, hele tiden med smil og grin, og Peyk synger lidt med og bidrager ellers med at lægge ekstra guitar til.
Alt var, som det altid har været. Sangene blev ikke introduceret, det var ikke nødvendigt. Hver eneste tone slået an, frembragte jubel hos publikum.
Undtagelsen var, da vi fik nyeste udspil “Hey Tøsepige”, hvor Peyk måtte erkende, at han jo altid selv har sagt, at det værste man kan sige til sit livepublikum, er, at nu spiller vi noget fra den nye plade. Man har et hustlerprincip, indtil man tager sig et nyt 😉 og som han efterfølgende konstaterede, så gik det da meget godt.
Det lagde nu ingen dæmper på festen, der fortsatte med “Flash din surt” og “Hvor cool kan en hvid man blive” fra “Så hold dog kæft” albummet og “Står her stadig.”
Herefter gik “Kyssesvinet” gennem Amager Bio og 1100 publikummer var ellevilde med den indlagte “Slide – battle” mellem pigerne og drengene.
Fællessangen fortsatte med “Håbløs” og “Penge ind på torsdag”, leveret i højt tempo før MC Einar hittet “Ah der!”, der er selvskrevet på Hustlernes repertoire, blev danset og sunget til dørs på scenen og i salen.
Det klæder Østkyst Hustlers, der kan bære en fest på ryggen af tekster om, hvordan verden så ud i midten af halvfemserne, at have den alvorlige blues, “Undskyld skat” som første ekstranummer på denne festaften. Vi er blevet voksne. Alle os med asymestrisk pandehår, der så den nye med Leonardio de Caprio, kan huske hele teksten til “Han får for lidt” (og selvfølgelig at vi holdt på øvre dæk), men kan sgu ikke huske, hvor vi har lagt vores læsebriller, er bare ved at gå til i leverpostejsmaskinen.
Opvarmningen denne aften blev leveret af Vigsø, der netop dette efterår har udgivet EP én Brud med 6 nye numre.
Hun blev på scenen bakket op af Anja Steenstrup. Det koncept, det holder. En Madonna rapper og synger om sensualitet og fantasier. Sofistikeret og råt. Og kontrasten bliver bevaret. Først rappes om, at drikke wishkey af en pilleglas og blive kysset på sine inderlår så man føler sig hensat til en jazzklub, hvorefter den 23 årige begejstret råber til publikum “fuck, hvor er I nice”. Jo, jo, vi er og bliver i Amager Bio.
