Til trods for en meget mudret lyd, der ikke lod Little Dragons mange fine musikalske detaljer træde frem, så reddede bandets mange gode numre aftenen.
Aftenens koncert med de fire svenskere Yukimi Nagano , Erik Bodin, Fredrik Källgren Wallin and Håkan Wirenstrand, der tilsammen udgør Little Dragon, kommer skidt fra start, da lyden er et mudret virvar af for meget bas og og alt for lav vokal. Lyden er hul og rungende og det lyden næsten som om, bandet står i en tunnel og spiller. Og ikke nok med det, på første nummer A New, kan man slet ikke høre forsanger Yukimi Naganos lækre vokal. Det lover ikke godt.
Lyden bliver en anelse bedre i løbet af aftenen, men den bliver aldrig helt god. Og det gør desværre, at man ikke oplever alle de finurlige detaljer, der ligger gemt i Little Dragons sange. Og det er ærgerligt, når der nu gemmer sig så mange små lydlige perler i musikken.
Særligt slemt er lyden på bandets store hit Ritual Union, der ender som en flad fornemmelse, da den fine pop-perle falder helt til jorden i den dårlige lyd. De elektroniske detaljer drukner i bassen, og det er ærgerligt, for det er faktisk et virkelig godt electropop-nummer.
Musikalsk spændvidde
Heldigvis har den svenske drage et arsenal af lækre, dansable elektropop-perler i deres katalog, der det meste af tiden kan få én til at glemme den ringe lyd. Højdepunkterne for mig er førstesinglen fra bandets nyeste udspil Season High, den fløjsbløde ballade High, hvor Yukimi Naganos soulede stemme endelig går rent igennem. I de stille numre bliver lyden også mere clean, og man kan høre mere af de små lækkerbiskner, bandets sange byder på.
Et andet musikalsk højdepunkt er Push fra samme plade, der med det klubbede beat, sætter ordentligt gang i alle dansemusene i Lille Vega, et nummer der på en eller anden måde, minder mig om en opdateret, elektropoppet udgave af Janet Jacksons Nasty fra midt 1980’erne. Det er pop r n’ b tilsat elektroniske beats, der løfter koncerten en fest.
De to sange viser tydeligt den spændvidde, Little Dragon har. Den Gøteborgske kvartet bevæger sig ubesværet fra de sveddryppende sovekammer ballader til tunge postdisco-beats, der sender tankerne og kroppen direkte ud på klubbens dansegulv. Det er en skøn blanding, der gør, at koncerten aldrig bliver ensformig.
Bandet kommer i omdrejninger
I starten er det ikke kun lyden, der kommer dårligt fra land, også bandet virker en anelse energiforladt, og der bliver ikke spyet meget ild fra den lille drage. Og man får det indtryk, at det bare er som another day at the office for det svenske band, men efterhånden som aftenen skrider frem, så bliver bandet også mere og mere løsslupne, og til sidst ser de faktisk ud til at nyde denne aften på Lille Vega, og fra scenen bliver der da også proklameret, at bandet burde spille i København noget oftere. Og det kan jeg og aftenens veloplagte publikum kunne sige ja tak til, men få lige styr på den lyd inden næste koncert, tak!
Se hele Robert Hendels galleri HER
