Fra første øjeblik af vores alle sammens yndlingszombie, herskede der ingen form for tvivl. Rob var kommet for at give den fuld skrue og der skulle ikke være et eneste øjeblik, hvor vi var i tvivl om at det her var en fest til at afslutte dem alle.
Når jeg vælger at tage Jesse Venturas episke replik fra Predator i brug om Rob Zombie, en replik der har været så potent at både mænd og kvinder har fået spontant opståede overskæg af den, så er det en af de største roser, jeg er i stand til at komme med.
Rob Zombie er en skamløs entertainer, og der er ikke et eneste trick fra bogen, som ikke kommer i anvendelse. Intet er for plat, intet er for lavt, men det er også hans styrke. Han spiller Ramones’ ‘Blitzkrieg Bop’ og hans gode ven Alice Coopers ‘School’s Out’ uden at tage hensyn til fine fornemmelser, som hvad man kan og må, og den rebelske attitude overstråler i den grad hans evner som sanger.
Det kunne man tro var en hæmsko, når man ernærer sig ved at være musiker, men for Rob Zombie er det bare en af de ting man tager med på vejen. Han lader sig ikke mærke af noget som helst, mens han kaster sig op ad sit mikrofonstativ, som var det en anden stripperstang.
Kan det blive for meget?
Det simple svar må være nej, men alligevel kammer det en lille smule over, når han stiller sig op klædt i Dannebrog både som flag og som t-shirt. Det er foragt for moral og anstændighed at se et Rob Zombie-show, og han blæser det op på med alt hvad han kan slippe af sted med.
Som sidste gang han gæstede Danmark, så var hans scene fyldt med de styggeste monsterplakater, og hans guitarist John 5 er blandt de absolut bedste til at give et modspil til den flamboyante frontmand. Det var kun Rob, der adresserede publikum, men John med sine lysende tandbeskyttere, hans overdrevne gestikuléren og så hans solide guitarspil, har henrykket mig siden hans dage med Marylin Manson.
Det var en næsten fejlfri koncert, hvor Rob Zombie indtog og herskede over Helviti, indtil Slayer skulle eje det hele lidt senere på aftenen.
