Lørdagens koncert på Green Stage med Richard Ashcroft kunne være gået begge veje. Enten ville han være lidt for afdanket, til hvad godt er, eller så ville han levere en koncert med fællessang og flashbacks til de gode 90’ere.
Richard Ashcroft var et af de navne på dette års NorthSide, som jeg havde glædet mig ret meget til at se. Både fordi jeg er vokset op med hitsene fra The Verve, men også fordi Richard Ashcrofts soloprojekt har vakt min interesse det seneste års tid.
Så jeg stod parat, da han gik ind på scenen. I en blå bomberjakke og beigefarvede bukser var udstrålingen den samme, som den var dengang. Som om han blot havde fået en klipning siden sidst.
Allerede ved anden sang – “Sonnet” fra The Verve-albummet “Urban Hymns” fra 1997 – begyndte flere og flere folk at samledes omkring scenen. For vi kender alle den fællessangsindbydende melodi. Så vi lod og rive med og sang for fulde lunger.
Selv om jeg elsker Richard Ashcroft nyere bud på en interessant og let-melankolsk popsang, er det altså klassikerne fra The Verve, der fangede mig med denne lørdag aften. Og det var også tydeligt at høre, at resten af publikum foran scenen lørdag aften delte samme holdning. Det var i hvert fald der, bifaldene var størst.
I sær da “Bittersweet Symphony” og “The Drugs Don’t Work” blev sat på. Det var bare næsten synd, at de havde så meget playback. For på numre som disse giver det bare lidt mere, hvis livebandet også spillede op til de store popsange.
Richard Ashcroft kan levere. Ingen tvivl om det. Han slentrer langt scenen fuldstændig upåvirket af publikums hengivenhed til ham. Men det betyder også bare, at koncerten bliver kørt ind på rygraden. Der er ingen spændende øjeblikke, hvor vi oplever Ashcroft improvisere og vise sin kunnen som entertainer.
Det hele er uden tvivl planlagt og tilrettelagt ned til mindste detalje, hvilke da også kan have sin charme en gang i mellem. Bare ikke lørdag aften på NorthSide.
Kære Richard. Du bliver nødt til at løsne op og være lidt mere til stede i øjeblikket. Det hele er for planlagt. Sangene falder perfekt som fadøl i en plastikkop, men der er bare ingen karisma og nærvær.
Kære Richard. Næste gang du kommer forbi Danmark, skal jeg nok stå på første række, men du skal også sørge for at lave lidt fejl og improvisere. Det giver kant, og selv en 90’er popstjerne har brug for lidt kant en gang i mellem.
