Det var ikke kun lydproblemer og drama, men også frelse i vente for de fremmødte på plænen i Tivoli, da Medina skulle spille koncert i fredags. Den følsomme dronning af dansk pop leverede to helt forskellige koncerter i løbet af aftenen, den ene forfærdelig, den anden fantastisk.
Medina indtager scenen til jubel fra de godt 16.000 der var samlet, og kigger sig forundret omkring og ud over scenen, med en nærmest drømmeagtig distance. Hun ligger ud med en meget afdæmpet version af Jalousi, som med sin gentagen af “Jeg er ligeglad”, stod i skarp kontrast til Medina selv, som virkede alt andet end ligeglad. Allerede nu var der noget ved vokalen, der virkede ved siden af, men energien der kom fra scenen var unægtelig.
Dansepop med tekniske problemer
Med Lyser I Mørke gik Medinas show for alvor igang. Bakket op af et primært live band, korsangere og flankeret af to olierede mandlige dansere, var det tydeligt at det var et stort show vi havde i vente, og når der blev sunget igennem, var der næsten Lady Gaga-rå toner at høre. Men det blev hurtigt tydeligt at der var noget galt med teknikken, noget som havde en stor indflydelse især på Medina selv som flere gange var ovre og snakke med personale ved scenekanten.
Koncerten havde mange pauser hvor Medina talte, og disse blev brugt primært til at takke folk og snakke om hvor meget vi skal danse, synge og hygge os. De blev ikke brugt på snakke om lyden, og det burde de måske. For efter syv sange af mere eller mindre sammenhængene vokaloptræden, ramtes muren for alvor med Har Du Glemt og 12 Dage, hvor en tydeligt frustreret Medina efter flere decideret falske toner, stoppede med at synge og lod korsangere tage over.
Endestationen blev nået under Giv Slip, hvor Medina gjorde netop dette, og halvvejs igennem sangen lagde på scenen. To mænd kom ud fra backstage og så til hende, og bar hende væk fra scenen ud bagved, og kort efter fik vi en melding om at Medina havde fået et ildebefindende, men at koncerten ville fortsætte snarest, dog som en akustisk optræden.
Tour de force i vokal og nærvær
Medina indtager scenen for anden gang, og distancen er erstattet af ydmyg nærhed. Dansere og kor var blevet bag scenen, det sparsomme tøj hun før havde på, var nu dækket af en turné t-shirt, og bandet havde samlet akustisk guitar og klaver op. Jublen hos publikum var dalet i løbet af den første del af koncerten, og var blevet erstattet af undren og omsorg efter kollapset på scenekanten, men da Medina begynder på Forgabt, og med sit “Jeg tror jeg fucking elsker dig” præsterer en vokal der ikke var set på scenen i aften hidtil, kommer selvsamme jubel tilbage som en bølge over de stadig knap 16.000 på plænen.
Hvad der følger er en utrolig intim og smuk koncert, som stadig ser Medina ude på scenekanten med et sådan nærvær at det er er svært ikke at blive suget helt ind i hendes univers. De små fejl bandet laver, bliver mere bedårende end illusionsødelæggende, og selv det at lyden stadig overstyrer på de højeste toner kan ses igennem fingre med. Især Elsk Mig, som næsten bar præg af en Sebastian agtig tone her i sin akustiske udgave, står klart som utrolig smuk og intens.
Koncerten afsluttes med Vi To, og på nuværende tidspunkt overdøver publikum næsten Medina, og alle går hjem med en oplevelse der under alle omstændigheder, blev noget uventet, noget mere end de kunne have forventet.
