Gojira, Store VEGA, 090317
En næsten transcendental oplevelseEminente musikere
Kun et nummer fra L'Enfant SauvageStroboskoper under opvarmningsbands
99%Den bedste koncert i år!
Læser Bedømmelse 2 Stemmer
97%

I stil med andre “nyheds”-sites derude, vil jeg gerne sige, at det her uden tvivl var den bedste koncert, der nogensinde er blevet spillet på dansk jord. Uden al overdrivelsen, skal der dog ikke herske tvivl om, at de franske mestre fra Gojira sparker røven ud af bukserne på en ellers ganske hæderlig koncertuge.

Jeg har fået set et par koncerter i ugens løb, og tempoet ser ikke ud til at sløve synderligt ned, nu hvor vi nærmer os weekenden. Med et bagkatalog, som må siges at være i orden, et meget rost, nyt album og en liveoptræden, der er næsten overjordisk god, er Gojiras musik svær ikke at betragte som et mesterværk fra ende til anden. Ligegyldigt hvad de fire gutter rører ved, så er det rent Kong Midas, hvor alt bliver til guld. Denne fornemmelse stråler ud over os sagesløse dødelige, og det er blot at nyde oplevelsen fra ende til anden.

Aftenen, som helhed, må siges at være ganske vellykket, men det lidt besynderlige ensemble, som Gojira havde fået samlet som opvarmning for aftenen, må være det største kritikpunkt. Car Bomb gav den fuld skrue i deres avancerede mathcore, men oplevelsen var mildest talt forglemmelig. Jeg har ikke fået investeret nok tid i at sætte mig ind i deres lyd, og jeg tror at med en smule mere tilvænning ville det have været en bedre koncert. Argumentet holder dog ikke, når man tænker på, hvor ubesværet det er, at kunne lide aftenens hovednavn. Jeg må nok bare tilstå, at det ikke lige rammer rigtigt for mig.

Helt så forglemmelige var Code Orange ikke, som spændte bredt over genrer, med en samling af sange, hvor den enorme afgrund mellem 90’er grunge og moderne, voldelig ekstrem metal aldrig har synes så lille og det var en meget særlig fornøjelse at se live. Hvorvidt jeg er overbevist af bandets optræden er ikke helt afgjort i skrivende stund, men det kom endnu engang ikke til at nå aftenens hovedattraktion til sokkeholderne, på trods af at der befandt sig en genopstået Technoviking i front for bandet, hvor jeg fik svære mindelser, om Red Warzawa-klassikkeren “Pludselig får du cirkelspark af folk du ikke kender”, til deres optræden, der under ingen omstændigheder manglede energi eller indlevelse fra bandet.

Men det var intet imod, hvad der var i vente. Sidste gang jeg hørte Gojira, var til Copenhell 2015 og der skrev jeg: “det er svært at finde på et band, som er mere seværdigt, hvis man er begejstret for teknisk, velspillet og nådesløs metal”. Selvom jeg er tilfreds med udformningen af den linje, så er den anmeldelse måske mit skammeligeste værk til dato, for samme år satte jeg Body Count på en højere piedestal, end det nærmest ubeskriveligt gode band, som Gojira er. Ugen efter skammede jeg mig i en sådan grad, at jeg ikke ønskede, at sige noget om hvordan musik hænger sammen, og denne gang er jeg nået til samme ekstatiske niveau, som vanvidskoncerten, der blev afholdt på Refshaleøen.

Det visuelle indtryk af Gojira går hånd i hånd med det meget stiliserede udtryk i deres musik. Videoer af vulkaner i udbrud, krydret med billeder af boblende lava, sætter en tone overfor musikken, som på en og samme gang kontrasterer og understøtter denne utroligt godt. Dette var med til at fjerne min største frygt efter at have set opvarmerne. Under både Car Bomb og Code Orange var der en tendens til at smide strobelys efter publikum i ukontrollerede mængder, og selvom jeg godt kan forstå nydelsen af en passage med stroboskop, var jeg i tvivl om hvorvidt det var et stroboskop med backing, eller en rigtig koncert jeg var gået ind til.

De franske mørkemænd har et anderledes rent udtryk i både deres musik og deres optræden, hvor det er en totaloplevelse. Sceneshowet forstærker musikken, så det nærmest bliver en form for meditation at lytte til. Det er helt igennem utroligt, at så brutal musik er i stand til at fremmane en sindsstemning, hvor der egentlig kun er ophøjet ro tilbage. Ganske som så ofte før, når jeg har set en god optræden, forsvandt jeg helt ind i musikken og smilede lidt fjoget under hele koncerten.

Gojira er et af den slags bands, hvor jeg sætter musikken på fra start til slut og nyder hvert et øjeblik. Magma fra sidste år er netop en af den slags plader og med en koncert, der indeholdt seks solide numre fra den skive, var det svært ikke at hensynke i den særlige fornemmelse, som Gojira er i stand til at fremmane. Uden at gå i dybden med det nye album, vil jeg sige at det er en fornyelse af deres udtryk, og de mere melodiske elementer strålede på en aften, som var mere eller mindre perfekt. Min personlige favoritplade med Gojira var skidt repræsenteret med kun titelnummeret “L’Enfant Sauvage”. Til gengæld blev den spillet i så intens en udgave, at jeg stadig har svært ved at få armene ned dagen efter.

I alt blev vi begavet med 14 numre (hvis man ikke tæller tromme og guitar-intermezzoerne med), og det er nok meget fint, at der ikke kom mere musik ud af højtalerne, da der ellers havde været fare for at mit hoved ville have eksploderet. Når det så er sagt, så var jeg ikke udelukkende begejstret for at “Vacuity” blev sluttet inden jeg rent faktisk havde fået kastet mig helt hen i moshpitten, hvor energien ikke var helt på niveau med starten af koncerten. Meget forståeligt, hvis man havde set den kraft, der blev lagt i resten af koncerten.

Det her er formentlig den bedste koncert, der bliver spillet i år, men med de nye procenter i stedet for stjerner, giver jeg alligevel plads til at noget kan være bedre. Som jeg fik at vide af en anden udenfor VEGA efter koncerten, så er der ikke noget bedre end Gojira, kun noget der er anderledes.

Gojira, Store Vega

Foto: Peter Troest

Se alle de fede billeder fra Peter Troest HER.