Lacuna Coil gjorde i går sit indtog i det danske og det var med høje forventninger at de blev mødt af et begejstret publikum. De italienske metallere har en del år på bagen, men samtidig må det siges, at sidste års Delirium skabte en hel del mere røre for dem og gjorde at det ikke kun var et Depeche Mode-cover band.

Netop Depeche Mode har haft enorm betydning for Lacuna Coil, da det var et af de store gennembrud som bandet har haft, og “Enjoy the Silence” blev da også spillet i går, og endda på en måde hvor det hverken var påtvunget eller ironisk, men blot med glæde og et publikum i hoppehumør.

Koncerten som helhed må siges at være ganske vellykket, men der var nogle åbenlyse problemer ved den, som bør adresseres prompte. Med kombinationen af skønsang og guitar med overdrive kommer lydmanden på overarbejde og på trods af at store dele af koncerten lykkedes, så var der udfald undervejs, hvor vokalen var enten for høj eller lav, og det skæmmede en virkelig god optræden en smule mere, end det var ønsket.

De to opvarmere på denne aften var en helt særlig historie og G.O.D. (Genus Ordinis Dei) leverede et ordentlig skralderbang til det halvfyldte Lille VEGA. En smule anderledes fremstod københavnske Forever Still, hvor de netop leverede en kontrasterende, men komplimenterende oplevelse til Lacuna Coil. Det falder helt sikkert ikke i alles smag, men det er et godt koncept, der er blevet bygget op, og det er med store forventninger, at jeg vil følge med i Forever Stills færden fremover.

Lacuna Coil leverede en god optræden, men det skal også siges at kvaliteten var svingende og selvom “The Ghost Woman and the Hunter” var megafed, så var der også en række numre undervejs, hvor musikken stod en smule i stampe. Kontrasten mellem Andrea Ferros growl og Christina Scabbias sang blev desværre mudret en smule i lyden. Det medførte at deres optræden mistede et touch af den magi, der bør være til stede i en koncert med Lacuna Coil. Hele udtrykket blev derfor en smule forfladiget, og det tog noget tid inden der var styr på det.

Lacuna Coil, Lille Vega

Foto: Rod Clemen

Da bandet så nåede til de to singler fra Delirium var undertegnede da også klar til et ordentlig hug, og her skuffede Lacuna Coil heller ikke. “Delirium” blev leveret meget live-orienteret, hvor mange af de programmerede detaljer var forsvundet. Jeg antager at det er med vilje, for det klædte sangen, at blive præsenteret uden helt så meget indpakning. Den rene lyd gav plads til at nyde Scabbias stemme og det er en ren fornøjelse, når hun får lov at folde den ud. Med “House of Shame” blev aftenen så lukket og det var da en perfekt slutning på en ellers lidt la-la aften.

Lacuna Coil er helt sikkert ikke et band for purister. Der er masser af nymodens elektroniske elementer, der bliver flettet ind i metallen og de meget komplekse sammensætninger giver mulighed for at løfte musikken. Faren er selvfølgelig at lyden bliver druknet i detaljer. Når der blev skruet ned for nogen af detaljerne og sangene fik lov til at stå for sig selv, var det tydeligt, at det er en række velkomponerede numre, der er på repertoiret.

Alt i alt må oplevelsen siges at være ganske udmærket, men desværre så passede Lille Vega ikke synderligt til de italienske symfoniske metallere. Musikken havde ikke plads til at komme ud at flyve for alvor og netop det lidt stækkede vingefang var en massiv hæmsko for Lacuna Coil. Det må så betyde, at vi har behov for nogle større scener og et større publikum til metallen, så der kan komme luft under vingerne og også Lacuna Coil kan ramme de øverste luftlag. Nogle ville kalde det ønsketænkning, men man har vel lov at drømme 🙂

Lacuna Coil, Lille Vega

Foto: Rod Clemen

Se Rod Clemens vanvittigt fede billeder HER. Lacuna Coil gør sig rigtig godt på billeder.