Hvad er det lige, der gør Roskilde Festival til noget særligt? Det prøver én af Poplish’ skribenter Mads at beskrive. I år var han afsted på festivalen for første gang.

– En vaskeægte jomfru? Det er længe siden, jeg har rørt sådan en, siger en skægget mand i trediverne til mig med et glimt i øjnene.

Selv er han på Roskilde Festival for syttende år i træk. Med sig har han to venner, som også er veteraner. Sammen har de lige hjulpet mig med at slå et telt op, som jeg sidst sov i på Skanderborg Festival i 2009, og aldrig før har været på Dyrskuepladsen – ligesom dets ejermand, der i år besøgte Roskilde for første gang i en alder af 24 år.

Der er ikke nogen særlig grund til, at jeg ikke har været på Roskilde. Det var bare ikke noget, der blev prioriteret, og det har altid ligget dårligt i forhold til andre sommerferieplaner. Samtidig har jeg ikke haft ældre søskende eller nære venner, som tog på Roskilde og dermed kunne missionere om festivalens fortræffelighed.

Faktisk plejede jeg at hade Roskilde Festival, på den der helt bitre kan-I-komme-ned-derfra-agtige måde. Enhver snak om Orange Feeling og Dyrskuepladsen gav nærmest brækfornemmelser.

Foto: Robert Hendel

Foto: Robert Hendel

Mine følelser bundede i, at Roskilde Festival er sindssygt overeksponeret i den uge, hvor det forgår. Samtlige medier – lige fra Information til Vice – vil have en bid af kagen og clicksne, hvilket resulterer i syvhundrede ens artikler, anmeldelser og TV-indslag. Kultur-sektionerne flyder over af Roskilde. Mads og Monopolet – Live fra Roskilde. Go’aften Danmark – Live fra Roskilde. Det skal du høre – på Roskilde. Det skal du spise – på Roskilde. Nu ligger folk i kø. Nu åbner pladsen. Nu er de nøgne. Nu rydder folk op. Motherfucking gab.

Helt mod min vilje blev Roskilde Festival en uge om året stoppet ned i min hals, ligesom når ens ven kom hjem fra efterskolen og lagde beslag på taletiden ved at fortælle om alt det sindssygt sjove, som de lavede, og hvor meget de udviklede sig. På samme måde tegner Roskilde-ugen et billede af et land, som foruden en lille plet græs på Midtsjælland åbenbart er gået i stå. Og det er frustrerende at være vidne til.

Nu, hvor jeg har været der, forstår jeg det godt. Selvom jeg stadig synes, at journalisterne er for uopfindsomme, og Roskilde er overeksponeret, kan jeg godt forstå, at det sker. Jeg kan godt forstå, at man vil være en god chef og sende alle sine journalister og anmeldere på festival. Og jeg kan godt forstå, at medierne vil tappe ned i Roskilde-magien, den der fucking irriterende Orange Feeling for så at transmittere den til resten af Danmark. For den findes. Den er ægte.

Men hvad er det lige præcis? Det meget, meget, meget irriterende svar, er, at det er svært at forklare, og man skal have været der for at kende fornemmelsen. Jeg er ikke sikker på, at jeg selv kan definere følelsen, men jeg kan fortælle om to gange på årets festival, hvor jeg tror, at jeg mærkede det orange spøgelses nærvær.

Foto: Robert Hendel

Foto: Robert Hendel

1. Ved Dream City løber en gråhåret mand kapløb med en gruppe unge drenge. De løber alle sammen med shortsne nede om anklerne, og manden bliver hurtigt sat af. Han tager konsekvensen og smider bukserne, hvilket afslører hans kæmpemæssige diller. Han løber efter drengene.

I nærheden står en stor gruppe mennesker, som er samlet til wet t-shirt-konkurrence ved Adventure Camp. Og selvom en speaker er i gang med at råbe crowden op for at indlemme mænd og damer i konkurrencen, hvor både mænd og damer vil danse i gennemsigtigt tøj for alles åsyn, så er det den nøgne mand, der får opmærksomheden.

– Den hænger jo nærmest ned til knæene, siger en cowboyhat-klædt mand til sin ven.

Der er ingen misbilligelse, kun forundring og et gran misundelse at spore i hans mine.

Få minutter senere, når de våde deltagere danser både fjollet og sexet rundt i en cirkel, bliver den nøgne mand igen centrum for opmærksomheden. Han hopper uanmeldt ind i cirklen, hvor han svinger med pikken. Han får dagens største bifald, og publikum råber ”TI-SSE-MAND”, mens han bliver disket for ikke at have t-shirt på.

Bagefter siger han til Poplish’ fotograf Robert, at han ikke vil have sit ansigt med på billederne.

Sidste år mistede han nemlig sit job, da hans chef så ham “rocking out with his cock out” på Roskilde Festival.

Macklemore & Ryan Lewis, Roskilde Festival, Orange, RF16

Foto: Lasse Lagoni

2. Foran Orange Scene har flere tusinde mennesker uden opfordring løftet deres hænder over hovedet, hvor de med kno og tommel former hjerter.

På scenen står Macklemore, som snakker om skyderierne i Orlando og om, hvordan vi skal acceptere hinanden på tværs af race, køn, religion og seksualitet. Det virker hjertefølt og ægte, og bagefter giver han sig i kast med en rørende version af LGBT-hymnen ”Same Love”. En sang, jeg aldrig før har haft et forhold til, fra en kunstner, som jeg i bedste fald har været ligeglad med og i værste fald har afskyet.

På storskærmene ser vi flere publikummer med tårer i øjnene synge med, og vi ser to piger kysse. Deres øjeblik bliver til vores øjeblik, og jeg vil huske det øjeblik til den dag, jeg dør.

Foto: Lasse Lagoni

Foto: Lasse Lagoni

Jeg ved ikke helt, hvad de to scener siger om Roskilde Festival. Måske at det er en slags seance, hvor 130.000 mennesker føler sig tilpas nok i hinandens selskab til, at de kan være den piksvingende mand, som de er, eller de homoseksuelle piger, som de også er, og at alle andre kan rumme dem – og ovenikøbet hylde dem for at lade deres flag vaje.

Denne frihed til selv at vælge identitet og være den, man vil være, får mig til at tænke på, at Roskilde Festivals nærmeste pendant mere end nogen andre af sommerens festivaller er Karneval i Aalborg. Både Roskilde og Karneval bliver talt om med en særlig indforståethed blandt dem, som har prøvet det, og til begge ting bruger mange et helt år på at forberede sig ved at bygge anlæg og planlægge koncepter for deres camps og vogne.

Til karnevallet er frikvarteret og flugten fra selvet mere eksplicit, da alle klæder sig ud og som noget nyt hvert år, men på Roskilde er der også en indforståethed omkring, at man denne uge ikke er John, elektriker fra Ringsted, men John, festivalgæst – og måske også John fra Camp of Ice and Fire, eller John fra Camp Asie eller John fra Camp Baguette.

Men hvor karnevallet er en enorm kraftudladning, en enkelt dags frikvarter fra en selv og verden, et hurtigt shot, er Roskilde en 7-retters middag, der for manges vedkommende varer en hel uge, hvor de er nedsænket i festen og uden for det øvrige samfund – på godt og ondt. For festen stopper aldrig, og musikken pumper altid et sted – tit flere steder – for hver gang nogen går i seng, står nogle andre op og drikker øl i morgensolen. Der er ingen ro på Roskilde.

Det gør Roskilde til en slags juicemaskine, som måske nok laver søde minder til et helt år og et helt liv, men efterlader din krop udtørret og udtæret.

Foto: Lasse Lagoni

Foto: Lasse Lagoni

Fredag måtte jeg se mig slået. Jeg havde lovet mig selv at blive hængende til Freddie Gibbs og Future, og da begge meldte afbud, blev den snor klippet, som havde holdt min krop opadgående. Men allerede efter en nats søvn i min egen seng drømte jeg mig tilbage til festivalen og følelsen af fællesskab foran Orange.

Umiddelbart efter wet t-shirt-konkurrencen – som blev afholdt på tredje warmup-dag – var afgjort, snakkede jeg med Robert om, hvor mange gange han havde været på Roskilde.

Han var kryptisk omkring det, men jeg ved, at han er i trediverne. Han sagde, at han har været på Roskilde Festival hvert år i to tredjedele af sit liv.

– Hold da op, sagde jeg forbløffet. Og så sagde han noget, som jeg med det samme kunne mærke var sandt.

– Bare vent. Du kommer også tilbage næste år, sagde han.

Foto: Robert Hendel

Foto: Robert Hendel