Lørdag levede Pusha T op til sit navn og sendte Vega ud i en intens rap-rus.

Kokain er Pusha T’s muse og inspiration. Og selvom han i flere interviews fåret har forsøgt at krybe uden om titlen som coke-rapper, så er det sådan, han bliver set, og det er også sådan, han markedsfører sig selv.

Bare kig på hans mixtape- og albumcovers. Duer, hvide firkanter, pulver, streger og komfurer.

Partnerskabet med det hvide har nu i mange år givet ham smør på brødet – de seneste femten år som rapper.

En anden parallel til stoffet er Pusha T som performer.

Til weekendens koncert i Store Vega var han nemlig intet mindre, end det hans navn lover: en pusher med højtalere fyldt med audiodope.

Med den samme intensitet og laserfokus som sangene i sit katalog, rappede han sig snerrende igennem en times hård hiphop-ekstase.

Stilstand og sløvhed havde ellers lige akkurat nået at sænke sig over publikum i den halve time, der gik, efter opvarmeren Snavs havde forladt dj-pulten.

Men al støv blev med det samme børstet af, da hovednavnet indtog scenen rappende som besat af en demon til introen til Darkest Before Dawn.

Derfra var der ingen vej tilbage: vi var hooked, dopefiends, på næsen, på nålen, på hvad som helst – alt, der kunne give os rusen tilbage.

Denne aften var det hvert eneste rip ind i er nyt track, som med det samme udløste et ”åååååååh!” fra publikum, der havde forvandlet sig til 1.500 hypemen.

Rap-ekstase

Pusha T har som rapper mere tilfælles med fortidens lyriske håndværkere end med nutidens astronauter og marsboere, som for hvem raptekster er fonetiske og melodiske eksperimenter.

Han skriver tekster, der er lige så ligefremme, som de er tætpakkede med metaforer og dobbelte betydninger. Og denne aften var det også tydeligt, at adskillige blandt publikum havde studeret teksterne nærgående og intensivt.

Både på balkonen og på gulvet så man mørke ansigter med opslugte øjne og inderligt messende læber. Havde det ikke været for deres begejstring og hænder i vejret, havde de lignet kultmedlemmer, dybt optaget af et satanistisk ritual.

Pusha T ved godt, at han har en unik position i mainstreamrap, hvilket han også spillede på fra scenen. Under “Runaway” bemærkede han herligt affærdigende og nonchalant, at ”I don’t sing, so if you know that shit, then sing along,” hvilket publikum gjorde beredvilligt.

Han erklærede også sig selv ”the best rapper alive – and I know who’s alive”, før han skridtede ud fra scenen i en kort pause, mens DJ’en spillede hans Lil Wayne-diss “Exodus”.

Ingen til stede ville turde sige ham imod: ikke bare fordi han lignede en konge med en krigserklæring, som han stod badet scenelys og iklædt noget, der lignede en skudsikker vest, men også fordi hans optræden VAR en magtdemonstration.

Han missede ikke et beat, faldt aldrig i intensitet og holdt scenesnakken på et minimum. Selv når der var vokaler på backingtracket, som til koncerter kan give indtrykket af, at performeren råber om kap med sig selv, dominerede han fuldstændig.

Faktisk virkede det godt, når vi fra studiet fik tilbagelænede vers, som lagde sig under livevokalen, der brændte med en helvedesild.

Højdepunkter? Dem var der mange af. Var det, da han sendte salen 14 år tilbage i tiden med “Grindin’,” der stadig lyder lige så vital og frisk i dag, som den gjorde i 2002?

Eller var det det han fik 1.500 hvide velfærdsdanskere til uden omtanke at skråle ”A fuck nigga, thats that shit I dont like,”?

Eller var det da “Numbers On The Boards,” som er et antipoppet og minimalistisk mesterværk, samlede en hel sal i en sindssyg real-rap-shit-eufori?

Pludselig var det forbi. Med et ”Copenhagen, I love ya’ll” forsvandt han fra scenen efter at have sat salen i brand med sit vers på Futures ”Move That Dope.”

Tilbage stod vi i mørket: hungrende forsøgte vi at kalde ham tilbage. Hvad med “King Push”? Hvad med “Keys Open Doors”? Hvad med “Mr. Me Too”? Men pusheren var kørt.

Men vi kunne ikke klage. Vi fik vores hiphophigh. Og that shit wasn’t stepped on.

Se Martins galleri fra koncerten HER

Pusha T, Store Vega

Foto: Martin Kleisberg