Derfor skal du til koncert med Pusha T

Den 30. April spiller Virginia-rimsmeden og direktøren af G.O.O.D. Music i VEGA. Her er fem gode grunde til, at du skal tage til koncerten. 

1. Kenderkredit

Pusha T rappede med sin bror Malice som en del af duoen Clipse på Justin Timberlakes Like I Love You, spyttede på Mercy med G.O.O.D. Music og afviftede iskoldt på Runaway af Kanye West.

Men på trods af at have gæstet på en række hits, er Pusha T alligevel mærkeligt glemt i den europæiske hiphop-samtale. Måske fordi han aldrig – heller ikke som Clipse – har hittet stort over Atlanten med eget materiale. Clipse’ største hits Grindin’ og Mr. Me Too er begge iskolde corner-boy anthems af den slags, der kan gøre en pusher ud af en enhver. Men crack-rap har alle dage været svær at omfavne for os nordeuropæere, som kun bevidner handlen af hård narkotika, når vi ser The Wire eller fanger en dokumentar om Pablo Escobar.

Det kan også skyldes, at Pusha T er en rapper med stort R, for hvem det faktisk giver mening at printe versene ud på papir for at dechifrere betydningen. Som Jay-Z circa ’96 er han forelsket i ord og deres betydning, så på trods af at rimene skindybt omhandler diamanter og biler, er der ofte typisk flere tolkninger. Det er ikke umiddelbart nemt at gribe omkring, men det er rapnørderi, når det er bedst.

Derfor: Pusha T er rap-kenderens valg. Tag af sted, og dine hiphopkyndige venner vil vide, at du ved, what is up.

2. Gadekredit

Som nævnt før, så har Pusha T siden sin debut i den spæde begyndelse af det nye årtusind næsten udelukkende rappet om kokain. Det er hans stofområde, hans inspiration, hans muse.

Det er også det, som L.O.C. kipper med flaget til på Flere Midler:

Ku’ gøre en prinsesse til en ussel bitch

Og det gælder alle han pusher til (Pusha T) ligesom The Clipse

Dermed ikke sagt, at Pusha T er endimensionel. Dramaet og adrenalinen omkring salget af det for nogen ødelæggende stof har han nu minet i flere år uden at løbe tør for linjer og uden at vise træthed. Det er stregkode.

Derfor: tag afsted og lad dine venner vide, at du også er lidt gangster og kender til livets skyggesider. Eller i hvert fald har hørt om dem.

3. Vovemod

Hvis det lyder røvsygt at lytte til en eller anden ordnørd uden hits fremføre å-så-utrendy gangstarap, så kan du også bare for at sparke tilbage og lytte til nogle af rappens bedste beats. Hele sin karriere har Pusha T samarbejdet med nogle af hiphoppens største visionærer og vigtigste producere – først var det The Neptunes, så var det Kanye West, og på sit seneste album King Push – Darkest Before Dawn: The Prelude var det en lang række af branchens største navne fra Metro Boomin’ til Timbaland.

Og frem for at give ham deres sikre beats og radio-fodder får han deres mest gakkede og out-there produktioner – Pharrell var aldrig mindre Happy end på Mr. Me Too, Kanye aldrig mere legesyg end på Lunch Money, og Timbaland var aldrig mere boom-bap end på Untouchable.

Alle Pusha T album er gode, og på dem alle er der sange, der kan stå stolt i hiphoppens hall of fame. Og hvis koncerten bliver en greatest hits uden hits, er det med en tracklist, der er ligeså stærk som til enhver anden koncert, du kan forestille dig.

Derfor: tag til koncerten og lyt til dine yndlingsproducerer, når de er mest modige.

4. Kendt som god performer

Jeg har aldrig selv været til en Pusha T-koncert, men alle write-ups, jeg har læst om oplevelsen, peger udelukkende på, at han er en engageret performer, der ved, hvordan man worker et crowd. Vurder selv:

Derfor: Kom til hiphopkoncert uden en hær af hypemen med hvide håndklæder.

5. Ny musik

I december udgav Pusha T sit seneste album – Darkest Before Dawn: The Prelude, – som er en appetitvækker for King Push, der skulle ramme gaden i april. Men uanset om udgivelsen er udsat, eller albummet dropper pludseligt a la Beyoncé, kan vi forvente os lidt af en banger, hvis forsmagen er at dømme ud fra.

Alt andet lige er der til koncerten i Vega en nærværende chance for, at du kan høre endnu ikke-udgivet musik.

Derfor: tag til koncerten og kom et skidt foran din hiphopkyndige omgangskreds.

Pusha T, Store VEGA, lørdag d. 30. april 2016.
Billetter til koncerten kan købes HER.

Se også

Grøn Koncert i Kolding: Gennemsnitligt godt

I Kolding stod solen fredag højt på himlen, og...

Kæmpe katastrofe i Tivoli: Chaka Khan til Fredagsrock

Normalt er Tivoli midt i København lig med høj...

Springsteen er stadig The Boss – men ikke uden ridser i lakken

AF BRIAN MOGENSEN Ligesom sin 70 år gamle Fender Esquire...

Pink kronede sig som den nye baronesse af Parken

Skrevet af Jesper Albæk Poulsen Alecia Beth Moore kan som...

Foo Fighters hyldede rocken på Roskilde Festival

“Are you fucking ready?!” råbte Dave Grohl i staten...
spot_img
Mads Gregersen
Mads Gregersen
Journalist og anmelder med hang til både Waka Flocka Flame og Shu-Bi-Dua.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her