Tin Can Telescope
Foto: Jokubas Ragauskas

Tin Can Telescope – Ung rock og attitude

Fire gutter fra Grenaa og et ønske om at gøre det til noget sjovt. Så simpelt kan Tin Can Telescope’s ambition med musik forklares. Den attitude, som de får lagt for dagen, er ikke en rebelsk, hedensk eller kontroversiel dagsorden, men derimod et ønske om, at musikken skal kunne stå for sig selv.

Det er ikke ligefrem en helt forkert måde at gribe det an på. Jeg har i hvert fald ikke tænkt mig at rette på dem og den begejstring, som de finder på scenen, er fængende og smittende på et publikum, som næsten udeblev. Mens det gik rigtig vildt for sig, havde White Heat, der er et Københavnsk rock-projekt, som trænger en smule til raffinering. Det er ikke noget, som jeg aktivt vil afskække folk fra at høre, men jeg synes, at der mangler to elementer, for at være et rigtig godt band. Den første er en bedre presence på scenen, og det er også nemt at sige, når jeg netop kommer fra en teatralsk, gennemført vikingemetalkoncert, men her drejer det sig om, at få ensrettet udtrykket, så man får viderebragt sin lyd på en måde, som publikum kan forstå. Fang mig ind og vær flabet! Den anden del er også relateret til udtrykket, men her er det centrale, hvordan glæden ved at spille bliver formidlet. White Heat er ikke noget dårligt band, men der mangler rutine og en god portion pudsemiddel, for at det er et produkt jeg kan sige god for.

Tin Can Telescope har til gengæld læssevis af overskud på en scene. Musikken er ifølge dem selv garagerock, men det er en fantastisk blanding af støjrock, punk, og alle mulige andre genrer, som er blevet taget under behandling af de fire gutter. Der er elementer af alt fra The Strokes til Bowie i lyden, men live så bliver udtrykket til ren rock, men med de til tider næsten ukontrollerede skrig, bliver man mindet om en verden, hvor punk og grunge er kollapset ind i hinanden. Hvis man har hørt deres EP “Born to Rule the UY Scuti”, som har fået velfortjente roser med på vejen, så skal man ikke være skræmt væk fra at høre dem live. Som de fleste bands i denne gruppe, er de niveauer bedre live, og med indlevelse og tilpasning af forventninger til at projektet stadig mangler finpudsning , så får man smidt en guitarrockgud, som er flankeret af de to sangere i ansigtet, mens der bagved gemmer sig en tøndetamper, som er både tight og teknisk. Lasse, P, Emil og Sejer, det her er noget at blive begejstrede for, og mens jeg næsten ønskede, at i fortalte mig, hvordan det hele bare var en megafed fest, og at i levede drømmen, blev jeg mødt af en utrolig ydmyghed.

Den ydmyghed er ikke til at tage fejl af. For selvom der er mange ting, jeg ville tage under kærlig behandling, for at gøre det mere spiseligt, for et bredere publikum, så er der faktisk en original lyd gemt bag det hele. Det er på samme tid nyt, spændende og nemt genkendeligt. Det er meget lang tid siden, at jeg har set noget, som kunne karakteriseres som ren rock, men der er noget i lyden fra Tin Can Telescope, som får mig til at se alle de mange facetter, som det består af. Inderst inde, så er det stadig en kerne af blues, og udenpå, kan man stoppe alle de udsmykninger på, som man kan drømme om, og det er smukt i sin enkelthed, men også i sin kontrasterende kompleksitet.

Jeg synes, at de små tredive mennesker, som havde forvildet sig ned i Analog Bar til deres Noisy Beehive, blev underholdt for deres ganske beskedne entré, og jeg er samtidig af den overbevisning, at man kan booke Tin Can Telescope til et større publikum, end en lille undergrundsrockkoncert. Enkelte gange under koncerten, så jeg gerne at udbruddene blev kontrolleret en smule, så der kom lidt bedre styr på vokalen som helhed, men det er et overraskende energisk og medrivende projekt, som de fire gutter har fået på plads. Herfra, kan i kun få lykønskninger med fra mig, og et oprigtigt ønske, om at i kan blive ved med at levere det gode produkt, som i er i stand til.

Hør musikken fra Tin Can Telescope’s EP HER. Det er ikke farligt.

Tin Can Telescope
Foto: Jokubas Ragauskas