Savages, Vega
Foto: Thomas Rasmussen

Savages – Gensynets glæde eller deja vu

Savages tæppebombede Vega med deres hæmningsløse postpunk og overvandt publikums mandags sløvsind. Men efterlod denne anmelder med en følelse af deja vu.

Lad mig slå det fast med det samme: Jeg er stor fan af Savages. Jeg elsker deres lyd, deres kompromisløshed, deres fandenivoldskhed, deres “fuck dig”-attitude. Og derfor havde jeg også glædet mig til aftenens koncert. For selvom jeg har været til koncert med bandet før, så så jeg frem til at opleve nye og spændende sider af bandet, eftersom de fire vilde kvinder fornyligt har udgivet deres andet album Adore Life. Men desværre fik jeg allerede efter de første par numre en fornemmelse af, at jeg havde set det hele før. Misforstå mig ikke, der er intet galt med gensynsglæde og genkendelighed, det er jo lige præcis dét, man holder af, når man genser en gammel ven. Problemet opstår, når man ikke har noget nyt og spædende at fortælle hinanden. Og den fornemmelse havde jeg desværre igennem det meste af aftenens koncert.

Igen skal det ikke misforståes. Savages leverer en live-optræden, som de fleste rockbands vil være dybt misundelige over. Forsanger og frontkvinde Jehnny Beth rummer en urkraft, en energi og en attitude som ingen anden. Guitarist Gemma Thompson leverer støjende og skramlet guitarstøj tilsat bassist Ayse Hassans tunge, galoperende basgange, mens Fay Milton tæsker derudaf på trommerne, der leverer en dundrende dommedagslyd. I fællesskab skaber de fire kvinder i Savages en postpunket parade af rockskæringer, der griber dig om halsen og holder dig fast i et fast kvælertag hele koncerten igennem.

Men alt det vidste jeg i forvejen. Og derfor kan jeg ikke undgå at få følelsen af deja vu, når jeg står på Store Vega denne aften i marts. Og jeg får et flash back tilbage til sidste gang, jeg stod på Store Vega og oplevede bandet. Dengang var det første gang, og jeg blev blæst omkuld. Det tror jeg, de fleste bliver, når de oplever Savages første gang. Det er en nærmest fysisk oplevelse, og energien fra scenen er omklamrende og ja, næsten kvælertagsagtig. Men når det er anden gang, man oplever bandet, og de leverer mere af det samme, så føles det som en gentagelse.

Forandring fryder

Lidt forandring er der dog at spore i Savages’ intense univers. Udover at teksterne på det nye album Adore Life, rummer et mere optimistisk syn på tilværelsen og kærligheden, så er der også blevet plads til en anelse mere afdæmpet og melodiøs lyd, som for eksempel på Adore – andensinglen fra det nye album. Og netop Adore var én af aftenens højdepunkter. Det klæder nemlig Savages at tilføje lidt melodiøsitet til deres lyd, der kan bryde med de karakteristiske rå og fræsende postpunkede numre, de er mestre i.

Hvis aftenens koncert med Savages er første gang, man oplever bandet, så er man uden tvivl blevet blæst omkuld. Det er en kraftfuld  og uforglemmelig oplevelse, ingen tvivl om det. Hvis man har set bandet flere gange, så er man enten blevet glad over gensynet og finder tryghed i, at tingene er som de (næsten) altid har været, eller også vil man gå fra koncerten med den følelse, jeg forlod Vega med; at Savages godt måtte have kommet med noget nyt og overraskende.

Se hele Thomas Rasmussens galleri HER

Savages, Vega
Foto: Thomas Rasmussen