Daughter, Store Vega, Vega
Foto: Martin Kleisberg

Daughter – Svøbt ind i melankoliens bløde toner

Jeg skal til min første koncert med det melankolske indie-rock band Daughter, og nervøsiteten har ramt mig. Efter at have læst anmeldelser fra tidligere Daughter koncerter på dansk jord, så frygter jeg, at denne aften i Vega skal blive en monoton omgang sortseer-emo-indie, der ville efterlade mig helt nede i kulkælderen. Heldigvis skal det vise sig, at jeg intet har at frygte. For selvom den sky og forsigtige forsanger Elena lever op til alle beskrivelserne, som den forsagte og indadvendte frontfigur, der nærmest ikke kan at sige hej til sit publikum uden at fnise nervøst efterfølgende, så er musikken alt andet end tilbageholdende og usikker.

Som små perler på en snor

Den første halvdel af koncerten består nærmest udelukkende af støjrockede skæringer spillet af et selvsikkert band, der får slået kraftigt fast, at Daughter kan slå fra sig med en kraftfuld og intens inferno af lyd. Og det er dejligt befriende, og nervøsiteten forlader mig straks. Elenas stemme kan dog ikke helt følge med i det støjende lydunivers. Det er som om, hun lige skal ryste nervøsiteten af sig og finde selvtilliden i de stille numre, til at få styrken og modet til at give den fuld gas med vokalen på de kraftfulde numre. For i sidste halvdel af koncerten, er der ingen nervøsitet at spore i hendes smukke vokal.

De larmende, dystre og klagfyldte støjnumre, som bandet leverer knivskarpt fungerer nærmest som snoren, der binder koncerten sammen. De stille numre er de fine og sarte perler, der forvandler snoren til et smukt smykke. Og publikum er tydeligt betaget af Daughters melankolske skønhed. Opmærksomheden i Vega er intenst rettet mod scenen for at lytte til Elenas skønne sørgmodighed, og som hun står der på scenen badet i primært blåt, lilla og hvidt lys, mens hun synger sin dybe melankoli ud i messende mantraer, så får hun gjort publikum fuldstændig betaget og fortryllet. Vi føler Elenas Weltschmerz uden at synke ned i mismod. I stedet opstår der en kollektiv forståelse af, at det er i orden at føle på denne måde, og at man ikke er alene i sin melankoli.

Et begejstret publikum

Én af aftenens absolutte højdepunkter kommer under Doing the right thing; Her smelter lyd og vokal perfekt sammen, og da musikken til sidst stopper, og Elena synger videre alene, kan man næsten mærke en sitren i publikums hænder for at få lov til at klappe. Men velopdragne som aftenens koncertpublikum er, så holder alle vejret og applausen tilbage, indtil sangen er helt slut, og et kollektivt Vega kan bryde ud i ren begejstring og anerkendelse.

“If you are in love you are the lucky ones” synger Elena, da koncerten synger på sidste vers, og i aften føler jeg mig som én af de heldige, fordi jeg er forelsket i Daughter og deres smukke mørke melankoli.

Se hele Martin Kleisbergs galleri HER

Daughter, Store Vega, Vega
Foto: Martin Kleisberg