Karl William – En rødhåret syrekonge

En koncert, der starter kl 13:45, er en tidlig koncert på Smukfest. Alligevel havde mange gæster trukket deres trætte kroppe gennem pladsen og ned i P3 Teltet, hvor Karl William fredag gav koncert.

Karl William har “kun” en EP og et album bag sig. Til gengæld har han en evne til at udgive singler, der rammer lige i solarplexus. Han har lavet sin helt egen, uskyldige R’n’B-hiphop lyd, der er omringet af et fantasiunivers, hvor stjernene lyser lidt klarere, og vinden er lidt varmere, end i den virkelige verden.

Det var en perfekt placering og et perfekt tidspunkt at høre Karl William spille. Det er afslappende og hyggeligt at stå og lytte til. Han har uden tvivl kureret et par tømmermændsramte festivalgæster med sin bløde, men samtidig rå stemme.

Selvom Karl William først fik sit kommercielle gennembrud i 2014, og det måske kun var halvdelen af publikum, der havde gennemlyttet hans nye album “Placebo”, var der ingen, der forlod teltet.

Alle stod og svajede med i et tempo, som en slidt krop lige kan holde til på festivalens tredjedag. Det føltes som et musikalt kram og en blid opvågning.

En opvågning, der blev afbrudt af et enkelt optempo nummer, hvor publikum hoppede langsomt op og ned i takt med trommerne.

“Syredronning” og “Foruden af Forgude” blev spillet afslutningsvist, hvor flere blev tiltrukket af den fantastiske stemning, der bredte sig blandt folk.

“Jeg er så FUCKING glad,” fortalte Karl William flere gange publikum, imens han kæmpede med at fremføre sine sange mellem et smil så bredt, at kun Jokeren fra Batman kunne være med.

Det er lidt som om, der findes to mennesker i én person. 20-årige Karl William, der siger “dope” og “fucking” i hver sætning. Ham der er fucking glad, fordi det er fucking dope at spille på Skanderborg. Og så er der ham, der kan ramme selv en musikkritiker lige i hjertet.

Alle sange fra både EP’en “Døende” og det nye album, “Placebo”, er fornuftige hver for sig, men en tidlig eftermiddag, hvor det hele i forvejen går lidt langsommere, flyder sangene sammen og bliver til en stor drømmende masse, hvor det er svært at finde hoved og hale i situationen.

Det er ikke for ingenting, at Karl William bliver spået en kæmpe fremtid, for han er dygtig, det skal der ikke herske nogen tvivl om.

Han har givet dansk musik en ny genre med sin eksperimenterende stemme, men han har endnu at finde sin helt egen sti at gå på gennem Bøgeskoven. Vi venter i spænding.

Tjek Karl Williams EP HER
Se Lasse Lagonis galleri fra koncerten HER

Karl William, Smukfest, Smukfest 2015, Smuk15
Foto: Lasse Lagoni

Se også

Grøn Koncert i Kolding: Gennemsnitligt godt

I Kolding stod solen fredag højt på himlen, og...

Kæmpe katastrofe i Tivoli: Chaka Khan til Fredagsrock

Normalt er Tivoli midt i København lig med høj...

Springsteen er stadig The Boss – men ikke uden ridser i lakken

AF BRIAN MOGENSEN Ligesom sin 70 år gamle Fender Esquire...

Pink kronede sig som den nye baronesse af Parken

Skrevet af Jesper Albæk Poulsen Alecia Beth Moore kan som...

Foo Fighters hyldede rocken på Roskilde Festival

“Are you fucking ready?!” råbte Dave Grohl i staten...
spot_img
Nanna Frank
Nanna Frank
Regelmæssig koncertgænger med hang til musik, der stadig lugter lidt af øvelokale. Svært begejstret for den klassiske rock, den nye elektronik, den drømmende ballade og den velskrevne popsang.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Det var som at blive vækket til en nybrygget kop kaffe, med friskmalede bønner og mælk, der lige er varmet og skummet inden det hældes i koppen. Duften af en god dag, som man ikke kan lade være med at smile over. Det var hvad Karl William var fredag i P3 Teltet.Karl William - En rødhåret syrekonge