Der er i virkeligheden to meget forskellige versioner af Red Fangs koncert på Copenhell. Den ene er historien om, hvordan Copenhell druknede i et inferno af ukontrolleret støj og den anden er en positiv historie om et band som indgik i symbiose med sit publikum, og dermed leverede en af de mest gennemførte koncerter på Copenhell indtil videre.

Den første historie er den triste nyhed om, at der simpelthen mangler et lag af diskant på lyden, som sikkert er skruet ned, for at forhindre den nærliggende betonmur i at kaste lyden tilbage, så man får en koncertoplevelse a la Forum i gamle dage. Dette har været et gennemgående problem på Hades, hvor man kunne have ønsket sig en bedre lyd. Det har påvirket musikken fra så forskellige bands som Primordial og Suicidal Tendencies. Hvad end motivationen bag denne beslutning er, så blev Red Fangs støjrock reduceret til et miskmask af larm, hvor selv deres ørehængere, som ‘Prehistoric Dog’ blev svær at genkende.

Under koncerten rykkede jeg rundt for at se, om der måske var et sted, hvor musikken kunne have lydt fremragende, men det var desværre ikke muligt at finde, da begge sider af scenen led af det og det var kun moderat bedre lige foran lydteltet.

Den anden historie som hører til denne fortælling er, hvordan den introverte Aaron Beam, forsanger og bassist, formåede at få fantastiske reaktioner fra publikum med sine korte introer og simple statements, som inkluderede “We don’t talk much” og “Thank you, thank you very much” som nogle af de længste segmenter af tale under koncerten. Musikken fik lov til at tale for sig selv, og den blev modtaget af et engageret publikum, som var helt med bandet i deres tur gennem rockens mange forskelligartede udtryk. Et levende publikum, hvor selv de mennesker, der havde sat sig på bakken bagerst ved scenen kastede djævlehorn og knytnæver efter bandet i en lind strøm.

Jeg er dermed i to lejre for hvilken anmeldelse, der er den “rigtige” for koncerten. Red Fang formåede at få hele publikum med sig og de holdt intensiteten og spændingen i live under hele koncerten, men desværre var lyden så ringe, at jeg havde svært ved at leve mig helt ind i beatet og glemme at der er en morgendag. Der kunne snildt have været en meget højere karakter for koncerten, men udefrakommende omstændigheder ødelagde desværre dele af min oplevelse.

Se Sebastian Dammarks fede billeder fra Copenhell 2015 HER