‘Bush’ er titlen på Snoop Dogg’s 13. album og denne gang er det i et tilbagevendende samarbejde med producerteamet Pharrell Williams og Chad Hugo fra The Neptunes.
At det er produceret af The Neptunes, skal man heller ikke høre mange anslag af før man får det bekræftet – men mere om det senere.
Albummet udkom d. 12. maj 2015 og har umiddelbart været små 10 måneder undervejs.
Snoop Dogg annoncerede samarbejdet med The Neptunes, i en lille introvideo på hans Instagramprofil, tilbage i august 2014.
De gamle tider er umiddelbart forbi
Man kan skrive mange linjer om, hvor meget Snoop Doggs stil har ændret sig i løbet af de sidste udgivelser. For det har den godt nok. Hans afstikker, på albummet ‘Reincarnation’, hvilket jeg stadig tror var et stort markedsføringsstunt, gør, at jeg personligt og generelt i hiphop-genren, længes efter de gamle ”oldschool” dage, eller i hvert fald Snoops lyd fra debuten hvor det var Dr. Dre der sad bag knapperne og der blev excelleret med G-funk lyden, sammen med Warren G, Nate Dogg og ja, Dr. Dre.
Denne gang er det The Neptunes og tiderne har ændret sig.
Stærk opstilling
Albummet er, ud over de to superproducere, stærkt repræsenteret af prominente navne som Stevie Wonder, Charlie Wilson, T.I, Kendrick Lamar, Rick Ross og Gwen Stefani og på åbningsnummeret, ‘California Roll’, bliver der lagt stille og roligt ud.
Pharrell lægger for med sin fløjlsbløde falset og selveste Stevie Wonder er med på backing vokal samt hans klassiske harmonika pryder meget af lydbilledet på dette nummer – Snoop Dogg følger trop, og der er fra første tone ikke blevet sparet på auto tune og “summerfeelings”.
Alt er godt og lækkert, en fed start –det tegner godt, tænker jeg.
Den bløde start følges op af nummeret ‘This City’ – her byder Snoop Dogg velkommen, i den velkendte “Radio-stil” der denne gang er navngivet RADIOStation B.U.S.H. 69 – Snoop introducerer og byder velkommen til det nye album samt samarbejdet med Pharrell og et lækkert beat kører der ud af, ret fedt og Charlie Wilson fra det fantastiske 80’er-band, The Gap Band, er med i baggrunden og selvsamme Wilsons velkendte grin kommer til høre i ny og næ – masser af good feelings og foden begynder da også at vippe i takt til det velproducerede beat.
Men herfra er det dog ærligt talt lidt som om at pladen kører i samme rille. Lyden er ofte meget som en ny ‘Sexual Eruption’ eller ‘Let’s Get Blown’ og et forsøg på at genskabe nogle af Pharrell og Snoop’s monster hits, men det lykkedes desværre ikke.
En bjæffende Snoop Dogg
Gennemgående på albummet, er der kun et sted hvor jeg vil betegne det som om, at Snoop Dogg rapper, det er i sangen ‘Peaches N Cream’, ellers er det overvejende en syngende Snoop vi har med at gøre og det er synd, for han har jo et virkelig fedt og unikt flow.
Der bliver stadig sunget meget om damer, VIP, penge, Califonien og good times, men gangsterattituden er nærmest pakket helt væk.
Genbrug og metervarer
Produktionen er der egentligt ikke så meget at sige til, for det lyder gennemgående ens og velkendt.
Igennem hele albummet er der ret mange referencer til Pharrells signaturlyd.
Der florerer i samme moment et sammenklip af 13 af Pharrells allerstørste hits, der alle starter på samme måde, ved at der er et anslag på ”1, 2, 3, 4”.
Det samme er gældende her på ‘Bush’, 7 ud af albummets 10 sange, har denne klassiske “Pharrell-intro”.
Tjek den HER.
Albummet har 3-4 hitpotentialer, men det bærer virkelig meget præg af, at The Neptunes helt sikkert har haft et par håndfulde beats liggende, som ”nogen” skulle lægge vokal til og det blev i dette tilfælde Snoop Dogg.
Jeg er ikke imponeret af albummet i sin helhed og Snoops præstation. Jeg vil dog anerkende The Neptunes uudtømmelige hit-beat-fabrik, men Snoop Dogg bider sig simpelthen ikke rigtig fast på dette album.
Det bliver sjovt at se ham på Plænen i Tivoli d. 24. juli – jeg tror på at de gamle klassikere er dem der høster de største bifald.
