Den notorisk verbalt udlangende Noel Gallagher skabte et skønt frirum til at være sig selv på en helt normal tirsdag
Store Vega er proppet tirsdag aften, hvor Noel Gallagher’s High Flying Birds er landet i København. Den berygtede britpopbror og Oasis-frontmand står på scenen foran mikrofonen. Det er i sig selv en bekymrende situation, når man tænker på de mange og ekstremt kontroversielle udtalelser denne lidt gnavne og midaldrende mand har fløjtet efter folk i løbet af sin karriere.
Anledningen er Noels nye album Chasing Yesterday, som er hans første helt eget og selvproducerede album. På en sådan aften med masser af mennesker, hvoraf en del nok også godt kan lide fodbold og øl, hvis de kan lide britpop, kunne man godt gå hen og blive nervøs for ballade. Men det skete ikke. Tværtimod.
Et frirum
Ved siden af mig står fem drenge fra Sheffield. De ligner nogen, der er til fodboldkamp med deres store fadøl og brølende adfærd. Jeg kan ikke se noget som helst for deres kæmpestore engelske flag. Det var der en ældre herre fra Danmark, der bestemt heller ikke kunne og jeg blev pludselig nervøs for stemningen. Men da jeg for sjov spurgte, om jeg måtte komme op på skuldrene for at kunne se, gik der ikke mere end to sekunder før jeg sad der. Alle grinede, selv den misfornøjede herre, og det gik pludselig op for mig, at der slet ikke var noget galt med stemningen. Den var fantastisk og det var et frirum, hvor alle i fællesskab kunne være sig selv på grund af Noels berygtede ’charme’.
Og smukt som det føltes, satte min engelske sidemakker, Tom, ord på Noel Gallaghers evne til at forarge:
– Det skaber et frirum. Det er så befriende, at han baner vejen for, at man kan være sig selv og sige sin mening, for det giver faktisk en positiv stemning.
Fælleskrammer
Musikken var præcis, hvad jeg havde håbet på. Hvert nummer han gik i gang med, føltes som en lille overraskelse, og det virkede som om, at hele salen smilede og krammede, da han spillede Champagne Supernova, der er den sidste sang fra det banebrydende Oasis-album (Whats the Story) Morning Glory? fra 1995.
Og genhøret med Oasis-lyden stoppede ikke her. Omkring klokken halv elleve spiller den let autoritære og uberegnelige Noel Don’t Look Back In Anger. Her gav det hele mening, for det var fantastisk at opleve så meget kærlighed fra publikum omkring en sang, der handler om ikke at være vred, fremført af en til tider meget vred mand. Noel forlanger, at man er glad, ellers bliver han sur.
Noel Gallagher opfyldte britpopdrømmene i Vega i går. Der var ikke noget lir, der var bare god musik i et rum af kærlighed, han selv har skabt. Og så er jeg rimelig lige glad med, at han godt kan lide at skændes med andre bands. Han har noget at have det i, og derfor får han fire stjerner af mig. Mest fordi han fik mig til at føle mig fri.
Se Martin Kleisbergs flotte billeder fra koncerten HER
