Skulle man anvende et af de populære hashtags til at beskrive Pharrell, ville det gøres nogenlunde sådan her: #sanger #producer #hitmager #designer #KongMidas #skateboard #evigung #stilikon #forretningsmand #nougatmus #skrevetensangtilDaftPunk #OptrådtmedDaftpunk – dette er blot et fåtal af ord man kan sætte på manden, hvis meritter i blot en alder af 41, er større end ja… alle andres. At han skulle optræde i Forum for 10.000 mennesker svarer til at spise en melon af et æggebæger. Skulle Pharrell ikke bare have Parken, toppen af Rigshospitalet eller balkonen på rådhuspladsen? Omvendt kan man sige, at hvis nogle skulle være i stand til tilpasse sig, måtte det være Pharrell. For manden kan vel alt?

Allerede efter de første par numre, var det klart for alle, at Pharrell befandt sig godt i Forum. Hans strategi med, at forføre publikum fra første nummer fungerede vældig godt. Det var en slags ”In bed with Pharrell”-tema, hvor skærmene dunkede rødt, danserne dansene intimt og Pharrell skruede sin drengede charme på, mens hans sang hits som ”Frontin”, ”Come Get It Bae” og ”Marilyn Monroe”. Pharrells personlighed er bare sindssyg charmerende, han behøver ikke spille nogen rolle. Han er suveræn til at hylde tøserne. Dem på bagerste rækkes største problem var, at der var for langt til scenen, til at de kunne kaste deres trusser.

Herefter begav han sig ud i et medley, af de sange han har produceret til andre kunstnere, og her går det op for de fleste, hvor heftig en kaliber Pharrell Williams egentlig er. Nelly, Snoop Dogg, Busta Rhymes, Justin, Usher, Britney, Jay-Z. Han har lavet alle de store hits de sidste 15 år, og når de blev skudt af i en salve, må man bare kapitulere. Kapitulere til et genialt og kreativt menneske. Oftest når en artist kører en medley med de sange, som vedkommende har sunget et 3. vers på, er det en pinsel. Noget de gør for at køre nogle mimutter af. For Pharrell kunne det ikke være mere naturligt. Det er ham der har lavet lortet! Den ene halvdel af medleyen foregik med Pharrell på scenen. Den anden halvdel tog han sig en fortjent pause, og overlod scenen til danserne til beatet af Mystikals ”Shake Your Ass”. Det gjorde de, og de var gode til det.

Da Pharrell entrede scenen på ny, var det med meldingen ”I wanna go back to where it all started” Beatet til NERD’s ”Rock Star” bragede ud af højtalerne, og den del af publikummet som kender Pharrell fra andet end de sidste års hit, lod sig tage med tilbage i tiden, og nød bestemt turen i tidsmaskinen. Akkompagneret af NERD-makkeren Shane, samt et inferno af lys og lækre farver på skærmene, forsatte han med ”Lap Dance” og ”She Want’s To Move”.
Det fangede aldrig hos store dele af publikum, af den simple årsag, at de ikke kendte sangene. Den kurs ændrede Pharrell, da lyset blev slukket i salen. Som en anden Phønix gik Pharrell op på det højeste af podierne, og embracede mørket. ”For her er vi alle ens”. Han sluttede sin korte tale af med sætningen ”I wanna see how you all react when I drop this beat”. Det støvsugerlignende beat fra ”Drop It Like It’s Hot” sivede ud af væggene, og publikum reagerede prompte. Der var god stemning.

Herefter kom den svageste passage i koncerten. Balladen ”Lost Queen” fungerede ikke særlig godt på dette tidspunkt. Folk havde ikke lyst til at stå stille. De fleste var blevet tændte, alle ventede på klimaks. Endnu et par low tempo sange fra ”G I R L”-albummet fortsatte den lille down periode, og først da Gwen Stefanis ”Hollaback Girl” kom på, kom publikum igen på. Nu var der igen fest, og alle var klar til rive Forum fra hinanden. Pharrell gik hurtigt videre til ”Blurred Lines” samt de to sange han har indspillet med Daft Punk. Det er monster hits, og det var tydeligt at der var blevet købt dansesko i entreen. Der er noget lykkeligt og fantastisk ved ”Get Lucky” og ”Loose Yourself To Dance”, som man ikke kan forklare. Det hele sluttede selvfølgelig med ”Happy”.
Det beskrev vist meget godt aftenens stemning. Selv performede Pharrell denne del af koncerten med en blomsterkrans på hovedet. Han gør det bare. Han kan.

Skal man kritisere Pharrell for noget (og det er svært) i den halvanden times lange koncert, er det at der måske bliver spillet for meget musik som er produceret af Pharrell, men ikke performet af Pharrell. Som soloartist har han ikke materiale nok til at udfylde en koncert selv. Der var ingen sange fra debutalbummet ”In My Mind” så der er reelt set kun ”G I R L” som fremstår som et helstøbt album, som man kan optræde med. Men det ændrer ikke ved koncertens kvalitet. Det er lidt svært at have tid til at fokusere på sin egen karriere, når Jay-Z og Daft Punk ringer og spørger, om man ikke kan levere et par beats.

Pharrell kunne elegant tilpasse sig Forum, for han behøver ikke andet end Forum. Fra hans dage i NERD, er han bekvemt med at optræde for et mindre publikum. På trods af hans repertoire, besidder han ikke et ego, som har behov for at skulle optræde på de største scener, eller fyre lange monologer af. Han behøver det ikke, han er nærværende i form af hans personlighed. Han er så laid back at man kan undre sig om manden har en puls. Pharrell henvender sig til et kæmpe publikum, hvilket afspejlede sig i aftenens gæster. Det var med til at gøre koncerten helstøbt. Uanset om det var hans musik som producer, artist eller band der blev spillet, var der altid en gruppering der dansede og havde det fedt. Han tabte aldrig publikum. Ydermere har han også materialet som samler alle.

Pharrells beats, stil og til dels væremåde, bærer præg af science fiction serien ”Star Trek”, som han selv har beskrevet som den største inspirationskilde til de ting han gør. Det afspejlede sig især i det fantasiske billedshow som kørte på skærmen. Farverige troldehoveder der dansede, hoppede og skiftede karakter. Det er svært at beskrive, men det var visuelt fantastisk. Pharrell er nu blevet en karakter i hans egen univers. Han har ikke det samme flow som Jay-Z, stemme som Justin, dybde som Common, entertainer-gen som Robbie Williams. Men har en personlighed og et talent der gør ham enestående. Han glemte aldrig publikum, og de glemmer nok heller ikke ham. At give andet end 5 stjerner til Pharrell, vil være en fornærmelse for en af musikhistories største stjerner. Måske den største?

 

Se hele Morten Rygaards eksklusive galleri for Poplish HER