Marokkansk inspireret musik blandet med eurodance lyder som en excentrisk kombination, men det er lige netop svenske Loreens specialitet. At gøre det excentriske spiseligt. Det formåede hun mandag aften i Store Vega.
Den 40-årige Lorine Zineb Nora Talhaoui, bedre kendt som Loreen, tog hele Europa med storm, da hun sikrede Sveriges 5. sejr i det hedengangne Europæiske Melodi Grand Prix, der i dag kendes som Eurovision.
En vinder, der i dag stadig ses som en af de bedste i nyere tid. Et ekstremt sjældent tilfælde af et nummer, der på en og samme tid er ekstremt tidstypisk for stilen i den tid, det bliver udgivet, og samtidig er tidsløst i opbygningen af en øreorm af et popnummer. Sangen “Euphoria” var et af de få numre fra konkurrencen, der fik vinger uden for showet, og i sommeren 2012 inficerede det de fleste dansegulve rundt om i verdensdelen.
Men det skabte næsten større genlyd verden over, da Loreen i maj, iført sit lange, mørke hår, de næsten endnu længere negle og sin fabelagtige stemme, igen gik på scenen til verdens største musikkonkurrence. Nummeret “Tattoo” blev den svensk-marokkanske sangerindes billet ind i Eurovisions Hall Of Fame, hvor der indtil nu kun er to fotos på væggen: Ét af hende, og ét af irske Johnny Logan, som i 80’erne blev den første dobbelte vinder af showet. Og nå, ja, så gav det Sverige den syvende sejr i Eurovision, hvilket gør, landet nu deler førstepladsen for flest sejre med selvsamme Irland.
En smurt englestemme
Derfor var det også ganske givet, at en stor del af publikum mandag aften i Store Vegas proppede sal ville være Eurovision-seere. De skulle høre de to vindersange og opleve Loreens fængende energi med deres egne to øjne. Og jeg tror, at ingen af dem, der kom for den oplevelse, gik skuffede hjem.
Med blot to musikere, til gengæld med otte vindmaskiner, med sig på scenen, går dobbeltvinderen ind iført sit typiske bare maveskind, den lange manke, der svinger sig i den mekaniske vind, de abnormt lange negle, en dyrisk energi og en englestemme, der om noget er smurt. Det visuelle setup er lys, og masser af det, bag sangerinden, så hendes lange silhuet bliver genspejlet på tæppet bag hende og band.
Og det vigtigste af alt, er det eneste, hun kan skrive sange om, fortæller Loreen til publikum i salen. Kærlighed. Kærlighed, der får én til at føle alle følelser, og hele registreret kommer vi omkring på den 15-numre lange setliste. En af sangene stiller direkte spørgsmålet “Is It Love?”.
Den seneste single med den spørgende titel beviser om noget, hvordan Loreen kan tage melodi og lyd fra sit marokkanske ophav og sammen med den svensk-palæstinensiske producer Rami Yacoub give den det klassiske poptwist, som de er så satans dygtige til i Sverige.
Rækker ud efter deres energi
Mother Loreen bevæger sig aggressivt til de tunge EDM-rytmer, der galoperer gennem rummet. Hun er meget fastsat med fødderne lige midt på scenen, men hendes arme forlænget af de lange negle bevæger sig i takt til musikken ud i lokalet. Hun rækker ud efter publikum. Oppe. Nede. Hun rækker ud efter deres energi. Og når hun trækker sig ind i sig selv og danser, går lyset amok i grønne farver og blink, så hun ligner en stop motion-figur på scenen. En simpel, men vanvittig fed effekt, der fungerer virkelig kraftfuldt.
Til trods for, at Loreen har cementeret sig som The Queen of Eurovision, eller som de unge kalder hende, “Mother”, så er Loreen en af de mest atypiske vindere, du ville kunne finde på listen. Hun er ikke et picture-perfect menneske, der udstråler, at hun er en superstjerne. Hendes energi er meget mere indelukket, introvert. Måske også derfor er hun ikke ligesom en anden svensk Eurovision-vinder Måns Zelmerlöw blevet en mediedarling, der får lov til at lege med år efter år, når næste konkurrence løber over skærmen.
Den excentriske sangerinde har mere den samme energi som en hippiemor, der tror på krystaller, auraer og healende energier, og som synes, svaret på alle problemer er en yogaferie til Goa. En hellig type, de fleste ikke ville kunne holde ud til et middagsselskab. Til trods for dét virker hun så elskelig. Som et helt menneske på godt og ondt. Hendes udstråling er meget rolig, varm, og på en måde meget vis. Som en moderfigur, man kan gå til for at forstå de store følelser i livet.
Salen responderer godt på sangene med masser af power såsom “My Heart Is Refusing Me”, “Neon Lights” og “Body”, men når sangene fra EP’en Ride, et meget mere introvert og indie-lydene projekt, bliver præsenteret, bliver der talt væsentligt mere mellem vennerne på gulvet. Loreens sagte stemme, når det skal være fint og følelsesladet, går dårligt igennem længere bagved, hvilket også gør det svært at blive trukket ind. Den indelukkede energi kom og gik, men i løbet af størstedelen af aftenens musikoplevelse stod den oppe som et skjold, som glas rundt om det smukke væsen med den smukke stemme, der krænger sjælen ud på scenekanten.
To Eurovision-vidnersange på én aften
Det var dog intet problem, da en gungrende, buldrende, tordende og for mange ret genkendelig lyd skar gennem stilheden, og de første takter af “Euphoria” begyndte. I en længere og mere opbyggende version synger Loreen for til en af de største omgange fællessang, jeg nogensinde har set i de gamle lokaler i Musikkens Hus. Det hele kulminerer, da det kendte dansebeat først rigtigt bliver sluppet løs og rammer publikum ved sidste omkvæd. Hele salen synger, danser og hopper, endda flere af Vegas ansatte, som har fundet vej ind for at høre det store hit. Her fandt hippiemors energi helt ud over scenekanten, og det var som om, at der var, som om der kom en revne. En lille revne med lys ind i det introverte univers.
Samme sker med årets vindersang, “Tattoo”, som er væsentligt mere flydende i sin opbygning og mere smertende i sine følelser, men som også får publikum til virkelig at høre efter og respondere. Men aftenens overraskelse var nok det atypiske lukkenummer, “Statements”. En sang, Loreen deltog i svenske Melodifestivalen 2017 med og ikke vandt med. Men nok et af de mest Loreen-lydende numre, hun kommer til at lave i sin karriere. Den rustne, smukke stemme, blandet med det marokkanske ophav, på hendes egne præmisser, atypisk for, hvad der forventes, og så med det buldrende, tunge EDM til at løfte det. En smuk lukker, hvor det blev så tungt og bombastisk til det sidste, og alle følelserne fik plads.
At se Loreen på toppen af sin karriere er et privilegie, jeg er glad for at have oplevet og faktisk troede, jeg havde misset med omkring 10 år – indtil i år. Det er langt fra den bedste koncert, jeg har set i mit liv, men at se to Eurovision-vindersange live på én aften, få lov at mærke, høre og se energien fra sangerinden og blive trukket ind i hendes univers, det var en stor fornøjelse, jeg er glad for at have oplevet med mine egne to øjne.
Vil du se flere billeder, kan du klikke lige her!
