Koncerten med Alice Cooper mandag aften i K. B. Hallen viste, at selv en gammel cirkushest stadig kan lugte savsmuld. Men ikke mere end det.
Lad mig starte denne anmeldelse med at være fuldstændig ærlig: Jeg har aldrig været den kæmpe fan af Alice Coopers musik. Jeg har altid hørt musikken, da min far ejer en håndfuld vinyler, men selv har jeg aldrig været den store fan.
Det var derfor med både stor begejstring, men også en smule skepsis at jeg mandag aften skulle opleve rocklegenden for første gang. Med en koncertvarighed på omkring 90 minutter og en sætliste på 24 sange fik Alice Cooper mandag aften legemliggjort, hvad rock and roll handler om.
Der var langt fra udsolgt til aftenens koncert, men den begrænsende skare af mennesker der troppede op i K.B Hallen var de dedikerede af slagsen. Da en mørk mandestemme sagde ordene ” Welcome to Alice Coopers Nightmare Castle. The doors are locked – and you are doomed “ gik det stort anlagte shock rock show i gang med nummeret “Feed My Frankenstein”.
Åbningsnummeret indeholdt alt det syret, gotiske og mørke elementer, som Alice Cooper repræsenterer. Ligeledes dannede ”No More Mr. Nice Guy”, ”Bed of Nails” og “Hey Stoopid” præcedens for hvem han er, og hvad han står for: Mystikken og den gode musik.
Anmeldelsen fortsætter under billedet
Kæmpe baby og mareridt
Jeg har aldrig set et show, som det Alice Cooper lavede mandag aften. Et show, hvor et horroragtigt teatershow på scenen gav anledning til selvrefleksion. Hvorfor havde min far ikke introduceret mig til Alice Cooper og hans måde at lave shows på noget før? Det svar kom under ”He’s Back (The Man Behind the Mask)”, hvor dramaturgien for alvor kom til live på scenen. Her blev to børn jagtet af en mand med en maske.
Men dramaturgien stoppede ikke der. Under ”Dead Babies” kæmpede en stor babydukke sig ud fra scene-slottets tårn. Det var skræmmende og nærmest frygtindgydende. Nu forstod jeg, hvorfor min far ikke har introduceret mig til Alice Cooper noget før. Jeg ville have haft mareridt i flere år.
Præstesønnen Vincent Furnier er blevet 74 år, men hans alter ego, Alice Cooper, har hærget rock-scenerne i over 50 år. Den lange karriere slider selvfølgelig på stemmen, hvilket var koncertens store tab. Under hele koncerten var det svært at høre vokalen tydeligt. Særlig slemt var det under ”Roses on White Lace”, ”Under My Wheels” og “I’m Eighteen”, hvor vokalen nærmest forsvandt, og bandet var det eneste man hørte.
Anmeldelsen fortsætter under billedet
Røgbobler og konfettiballoner
Megahittet ”Poision” blev fremført iført den ikoniske røde jakke med tilhørende læderbukser og stav. Det var tydeligt at høre, at det var sangen, som folk havde ventet på. Med mobiltelefonerne i vejret blev stemmebåndene flittigt brugt. Det er mere, end hvad man kan sige om Alice Cooper selv. Sangen “Steven” var første gang, at hans vokal kom ud af højtalerne klart og tydeligt. Det skyldes nok, at bandet var mere tilbagetrukket. Gid det var sådan under hele koncerten.
Med små røgbobler og konfettiballoner blev koncerten afsluttet med ”Teenage Frankenstein” og ”School’s Out”, hvor sidstnævnte også havde elementer af Pink Floyds ”Another Brick In The Wall” i sig. Det var først efter alle 24 sange var fremført, at man hørte de første menneskelig ord fra Alice Cooper – ”Surprise! Alice speak” sagde han, hvortil han efterfølgende introducerede bandet.
Det hele blev afsluttet med ordene ”May all of your nightmares be horrific”. Koncerten var ikke et mareridt, men en god drøm er ej heller betegnelsen.
Et ordsprog hedder, at en gammel cirkushest altid kan huske duften af savsmuld. Sådan tror jeg, at Alice Cooper har det. Han vil altid kunne huske følelsen af at optræde. Mandag aften var det dog tydeligt, at han er ikke længere er ung. Det lod sig desværre høre.
Men et show, det var det.
Vil du se flere billeder af Alice Cooper koncerten, kan du klikke lige HER!
