Dropkick Murphys koncert i K.B. Hallen søndag aften var den ultimative oplevelse for folk, der ønskede en underholdende aften i vildt og nærmest halvgalt selskab.
Da mørket sænkede sig indenfor i K.B. Hallen søndag aften klokken 21:10, blev det ventende publikum i første omgang mødt af en fragil stemme. Over højtaleren spillede nemlig The Chieftains og Sinéand O’Conners udgave af ”The Foggy Dew” som koncertens åbningsnummer. Der gik dog ikke mere end få sekunder fra sangens afslutning til vildskaben overtog, og sangen ”The Lonesome Boatman” begyndte.
Dropkick Murphys har spillet i Danmark over flere omgange. Der har været irisk kædedans i moshpitten på Copenhell i 2016, en to-delt koncert med Flogging Molly i Valbyhallen i 2017, en solokoncert i samme hal i 2018 og senest en koncert på Tinderbox sidste år. Nu fandt de således vejen til Danmark igen, men denne gang i den nyligt åbnede K.B. Hallen.
Her leverede gruppen en præsentation, der mere lugtede af øvelokale og fadøl end så meget andet. Ikke desto mindre en præsentation som var mindeværdig på godt og ondt. Energien, som gruppen besidder, er et sjældent syn, og ved “The Fighting 69”, “Prisoner’s Song” og “The Wild Rover” var energiniveauet helt i top.
En flad fadøl
Med en tydelig inspiration fra keltisk folkemusik har Dropkick Murphys formået at gøre mandolinen, tinfløjten, banjoen, harmonikaen og sækkepiben moderne igen. Og folk er ellevilde med det. Hvad folk derimod ikke var vilde med var én af gruppens nyste sange. Sangen “Smash Shit Up” havde en fængende og rå lyd, men til aftens koncert virkede den ligesom en flad fadøl, man har i hånden. Man drikker fadøllen, fordi man alligevel har den i hånden, men den smager ikke af noget. Sangen hørte man, fordi man alligevel stod til koncerten. Og netop sådan havde de fleste af de tilstedeværende også. Mange brugte også sangen til at gå i baren eller tjekke deres telefoner.
Med friske forsyninger i hånden og god energi kom det fadølsdrikkende publikum ind til en af Dropkicks Murphys langsomme sange “Cruel”. Sangen klædte gruppen overraskende godt og gav en form for ro over bandet. Såvel som det er hårdt at bevæge sig rundt på en scene, er det også utrolig udmattende at se på folk, som bevæger sig meget rundt på en scene. Heldigvis bevarede bandet roen længere tid, og både den anderledes udgave af “Amazing Grace” og “Caught in a Jar” var overraskende stille.
Dropkick Murphys musik har rod i irsk folkemusik tilført en omgang punk – og tydeligvis også en smule fra metalgenren. Under “Johnny, I Hardley Knew Ya” var energien så voldsom, at de forreste rækker gik fuldstændig amok og lavede mosh-pit. I hvert fald i den tid det tog vagterne om at stoppe det.
Det bedste kom til sidst
K.B. Hallen brændte ned til grunden i 2011, og selvom man var nødt til at ’evakuere’ hallen på grund af brandfare til genåbningen den 24. januar sidste år, så havde Dropkick Murphys så meget ild i røven, at der uden problemer kunne være tale om brandfare – igen. Hele bandet bevægende sig for det meste rundt på scenen i et heftigt tempo, men særligt de to forsangere, Ken Casey og Al Barr, var utrolig veloplagte hele vejen igennem koncertens varighed. Særligt under sangene “The Bonny”, “The State of Massachusetts” og “Out of Our Heads” var de to forsangere ikke til at stoppe, og de interagerede med publikum flere gange ved at lade dem synge ind i mikrofonen.
Afslutningsvis spillede Dropkick Murphys ”Rose Tattoo” og megahittet ”I’m Shipping Up To Boston”. Begge sange blev fremført med sådan en kategorisk sans, hvor kemien mellem publikum og bandet overgik sig selv. De inviterede også publikum op på scenen, mens koncertens sidste sang, ”Until the Next Time”, blev spillet. Mens publikum lagde armene om hinandens skuldre og rokkede fra side til side i takt med musikken, var koncerten ved at nå sin vejs ende.
Dropkick Murphys musik er nok ikke kunst, men alligevel er det ganske underholdende at både se på og lytte til. Det var deres koncert i K.B. Hallen et bevis på.
