30 Seconds to Mars, Smukfest, 080819
Leto's extra og sassy attitudeSjov og skør fest
Ensformigt og fladtPrætentiøstKaotisk
35%Samlet Score
Læser Bedømmelse 0 Stemmer
0%

Torsdag aften spillede Thirty Seconds to Mars på Bøgescenen. En koncert, der ved første øjekast lignede en kæmpe fest, men bagved blot et musikalsk kaos.

‘What the fuck?’. Sådan lød det undrende inde i mit hoved mindst 20 gange under Thirty Seconds to Mars’ koncert torsdag aften på Bøgescenen. Jeg var dybt forvirret i lang tid både under og efter koncerten, for hvad fanden var det lige, vi havde set?

Med konfettikanoner og åh-uh-åh råb allerede i første sang, havde brødrene hermed lavet et statement om, at det ville blive den bedste aften nogensinde. Iført pink tracksuitbukser, en hvid kappe og kæmpe solbriller slyngede den oscarvindende skuespiller, Jared Leto, alle de bedste (og billigste) tricks ud i hovedet på publikum. For nu skulle der fandme være fest. Det indebar bla kæmpe balloner og badedyr, der blev kastet rundt blandt publikum, tonsvis af konfetti, en nøgen mand på scenen, selfies og kommentarer om, hvor meget Danmark betød for de to brødre.

Og hvis jeg udelukkende havde dømt på stemning og fest foran scenen, havde der været godt og vel fuldt hus i procenter. For hold kæft, det var underholdende og absolut et kæmpe party. Desværre, er det bare ikke så let, kære venner. Beklager. For den vilde underholdning og fest blev blot et finurligt skalkeskjul for den musikalske katastrofe, der pumpede ud af højtalerne.

Fladt og ærgerligt

Thirty Seconds to Mars havde deres storhedstid tilbage i cirka slut 00’erne, men i løbet af de seneste år er det ikke rigtigt det Thirty Seconds, vi husker fra dengang. Og fred være med det. Det er det samme med Bring Me the Horizon, Tokio Hotel og mange andre. Tingene forandrer sig, og nogle bands vokser fra emorocken. Nogle fans kan lide det, andre kan ikke.

Men når et band som Thirty Seconds fortsat vælger at spille live forventer jeg sgu ærlig talt mere end Jared Leto, der hopper forvirret rundt på scenen og lader publikum synge halvdelen af setlisten med en pokkers masse åh-uh-åh råb, fordi han ikke selv kan, så dur det simpelthen ikke. Især ikke når det musikalske billede primært er båret af et afsindigt fladt backingtrack. Og så lige Shannon på drums og en meget mystisk ligegyldig bassist i baggrunden. Hvor er gruppedynamikken? Hvor er guitaristen? Vi ved Tomo tager en pause, men… Come on. De må da kunne finde en anden guitarist?

Alle de her små detaljer betyder helt sikkert ikke en fløjtende fis for nogen. For mit vedkommende betyder det alt. Jeg ELSKER Jared Leto. Og jeg kan både lide det nye og det gamle. Alt fra ‘The Kill’, ‘This is War’ til den nye ‘Hail to the Victor’. Men at, det skulle serveres så afsindigt fladt, var ærlig talt skuffende.

Kæmpe props til Leto, der var en extra og sassy bitch (loved it), og han var skam også en entertainer på sin egen spøjse facon. Måske vidste Leto udemærket godt, at de ikke kunne levere en musikalsk toppræstation og derfor måtte veje op for det. Det er jo ikke fordi, manden er talentløs og uintelligent – det kan vi alle sikkert blive enige om. Men om deres strategier virkede, deler nok vandene. For dem, der kom for at få en fest, var det en super vellykket og fed koncert. For folk, der reelt kom for at få en musikalsk oplevelse, var det et pinligt og prætentiøst kæmpeflop.

Se Lasses flotte billeder af Thirty Seconds to Mars HER.