Metallica, Parken, 110719
God anden halvdel af koncertenVildt sceneshowLasereFrantic
Dårlig lyd i startenFørste del af sætlisten var halvfesen
70%So-so
Læser Bedømmelse 2 Stemmer
76%

Det var et afslappet Metallica, der spillede to en halv times koncert i Parken torsdag aften. Uden skyggen af problemer legede de sig gennem koncerten i deres største setup til dato.

I 38 år har de spillet sig gennem hele verden op til flere gange og fået millioner af mennesker til at skrige med på teksterne på deres i alt 150 sange, de har udgivet i tidens løb. Torsdag aften var det deres 30. besøg i Danmark, hvor de spillede i Parken for første gang i femten år. En koncert, der i teorien var én til historiebøgerne, men i praksis mere blev blot endnu en i rækken.

For Metallicas setup i Parken var ude af denne verden-fantastisk. Uden tvivl. Fem skærme, der hver var på størrelse med tre dobbeltdækkerbusser, tårnede sig op mod himlen nede mod nationalstadionets D-tribune. Scenen var ekstremt stor med en lang catwalk ud mod et podie, der kun skilte band og publikum med omrking en meter eller to. Et forsøg på at skabe tæthed og intimitet til trods for, at der var omkring 47.000 mennesker til stede denne sommeraften.

Klokken cirka 21.20 gik Lars, Rob, Kirk og Papa Het på scenen efter introen, der som altid var “The Ectasy Of Gold” og billeder fra Den Gode, Den Onde og Den Grusomme. Første nummer var “Hardwired” fra seneste album af næsten samme navn. Herefter kom “The Memory Remains” og så “Ride The Lightning”. Desværre skulle lyden lige justeres, i starten var der ikke nok diskant til at opveje bassen. Det gjorde, at elementerne smeltede sammen i en samlet, klistret lydmasse.

Metallica, Parken

Foto: Lasse Lagoni

Lyden blev dog rettet op og stod især helt knivskarp på plænen, da der blev spillet “No Leaf Clover” fra S&M-albummet, 1999. James Hetfields vokal fik lov til at udfolde sig på en vis, der sjældent er plads til, og lød fabelagtig.

Herefter kom aftenens solo fra Robert Trujillo og Kirk Hammett, hvor de spillede en sprød, sprød version af “Sleeping My Day Away” fra D-A-D og skabte aftenens indtil da største fællessang. Rob gjorde ikke direkte et forsøg på at ramme vokalerne som Jesper Binzer, der var omvendt noget kært ved at se ham stå og læse teksten op fra sine papirer på scenen. Som at se et barn med en solo til en skolekoncert – uden yderligere sammenligning i forhold til talent og evner.

At se bandet “lege” sig igennem koncerten på den måde med soloer, der virkede som barnemad, Hetfields lune humor mellem numrene, og hvordan det ene nummer tog det andet, og pludselig spillede de “Master Of Puppets”, og vi vidste, at tiden var ved at rinde ud, men det var gået så stærkt.

Forud for “Master Of Puppets” spillede Metallica “Frantic” fra det udskældte album St. Anger. Et kraftfuldt nummer, der blev vækket til live live (tøhø), og som fik løftet sit udtryk af en kaskade af lasere, der blev kastet på tværs af plænen og dansede over den danske sommerhimmel, der blev mørkere og mørkere for hvert minut. Herefter fik vi serveret “One”, der også visuelt blev vækket til live på flotteste vis.

Metallica, Parken

Foto: Lasse Lagoni

Desværre var koncerten indtil 9.-10. nummer bare en smule kedeligt. Lyden skulle lige justeres, og sætlisten manglede stærkere materiale, der sagtens kunne være fundet i bagkataloget, hvis ikke de havde holdt fast i at lave ENDNU en Hardwired-verdensturné.

Sidste halvdel sad så også lige i øjet med masser af fart, vildskab og hits. “Seek & Destroy”, “Spit Out The Bone” og “Nothing Else Matters” blev opvarmning til sidste nummer, “Enter Sandman”. En konstellation, man ikke kan klage over overhovedet. Selv Lars Ulrichs trommesolo sad lige i øjet. Guitar-soloerne fra Hammett på hans Ouja-board guitar blev vist i ultra ultra HD på de store skærme, så man kunne glædes over det fine arbejde, når hans fingre gled hen over strengene.

Men. Og der er et stort men. På plænen var det umuligt at se noget. Jeg så scenen i få momenter af gangen, når folk lige stod rigtigt, og da bandet rykkede sammen på podiet til de sidste par numre, var det nemmere at se dem. Men den bagerste del af scenen var så lav, at det var umuligt at se noget som helst, ikke engang Lars Ulrichs trommesæt var til at spotte. Og jeg er 1.75 høj, så jeg er ikke decideret lav. Jeg kunne se det meste til Rammstein. Folk omkring mig, der var højere end mig, kunne ikke se noget. For 800 kroner.

Uden at skulle sammenligne yderligere, var koncerten i Royal Arena i september for to år siden en mere hel oplevelse for mit vedkommende. Men en so-so koncert med Metallica er stadig bedre end de fleste koncerter.

Metallica, Parken

Foto: Lasse Lagoni

Se resten af billederne fra koncerten HER.