Arena blev fredag aften forvandlet til en lagerhal i det urbane London i 90’erne, da legenderne fra Underworld spillede, som var det den sidste koncert i deres liv.
Allerede under lysprøven, mens Arenas teltdug langsomt blev fyldt med mennesker, blev det klart for publikum, at Underworld ikke ville gå langsomt for sig. Laserlys og projektørlys i alle regnbuens farver katapulterede sig rundt, som var en bombe eksploderet midt på scenen.
Da Rick Smith og Karl Hyde, henholdsvis 60 og 62 år gamle, så betrådte scenen, var det med fuld basarm smadder fra første sekund. Publikum fik ingen chancer, lyd blev kastet mod dem sammen med det voluminøse lysshow. Allerede tredje nummer var det tonsetunge “King Of Snakes”, hvor det klassiske grønne laserlys omfavnede Arena i en technokrammer, mens bassen tæskede publikums kroppe.
Karl Hyde var intenst meget på fra start og kastede sin krop og sine hofter rundt som en technoens Mick Jagger, hvor kroppen nægter at anderkende en aldringsproces, der burde give hofteskader i resten af sine dage. Som var han i en trance af sin egen musik baskede han armene rundt uden på noget tidspunkt ikke at give sig 100 procent eller se blot en lillebitte smule træt ud. Samtidig sad vokalen lige i øjet, selvom alle Underworlds tekster ikke giver sådan vanvittig meget mening. Dybden var at finde i Rick Smiths musik, der blev skabt på en tre-sidet pult, hvor han stod med kirurgisk præcision og leverede den mest knitrende skarpe lyd.
Det kunne mærkes på Karl Hyde, hvor betydningsfuldt det var for ham at spille på Roskilde Festival igen. Gruppens seneste optræden var nemlig samtidig med Pearl Jam i 2000. “Thank you” blev udtalt nærmest lige så ofte, som han sang lyrik på sætlistens numre. 19 år efter bragt han det – for det meste – modne publikum tilbage til ungdommen og denne lidt for unge anmelder ind i en fornemmelse af at være med i Trainspotting. Hvor heroinen kom på lyd som et solidt hit direkte i årerne.
