Hun kom, hun så, hun sejrede. Billie Eilish gjorde det igen. Den 17-årige stjerne havde absolut ingen problemer med at fastholde publikum torsdag eftermiddag på Tinderbox Festival.
Man kunne have frygtet det værste, da det velkendte, populære beat af Billie Eilish’s første sang fra setlisten sprang i hovedet på Tinderbox’s publikum. Til den tunge frække bas af Bad Guy gik Eilish på med en attitude, der strålede af selvbevidsthed og overlegenhed. I ved. Den form for overlegenhed, hvor folk reelt set har noget at have det i.
‘Bad Guy’ er absolut en af de største Eilish-numre til dags dato, og man kunne være bange for, at store dele af publikum ville udvandre efter denne bombe af et hit. Næh, nej. Folk blev. Til det sidste. Og det skal de være glade for. Det er ikke alle kunstnere, der formår at bevare publikum i sådan en ekstase igennem næsten halvanden time.
Som et absolut must for Billie Eilish var agendaen sat med et oversize matchende outfit med gigantiske sorte sneakers – hertil et par messy spacebuns. Alle der kender Billie ved, det er en del af hendes identitet. En identitet, der skriger af modsætninger på den smukkeste måde. Den soundclound-emo-agtige sad-feel stemning blandet med både uskyldig englestemme og ass-kicking party attitude. Et stort rod, ville nogen sikkert sige – men for Eilish fungerer det 100 p.
Overdøvet af baggrundslyd
Noget ved koncerten, som gik mig på, var til gengæld hele balancen i lyden. Til tider blev Eilish overdøvet af backtracking og de musikalske (OG FLOTTE) inputs fra multitalentet og broderen, Finneas O’Connell, og trommeslageren. Det forhindrede hende en smule i at komme helt ned til det bagerste af publikum. Hvor på Vega var det publikum, der til tider fik gjort kål på Eilishs engleblide stemme, var det på Tinderbox baggrundsmusikken.
Men når Eilish fik lov til at skinne igennem, brillierede hun på sådan en måde, at kuldegysningerne væltede ind over arme og ben. Dog ville det have været P E R F E K T I O N, hvis Billies stemme havde været lidt højere.
Hendes setliste var perfekt, og der var god og fornuftig balance mellem de upbeatede numre som ‘Bad Guy’, ‘All the Good Girls Go To Hell’ og ‘When I was Older’ og de mere inderlige som ‘Xanny’, ‘I Love You’ og ‘Ocean Eyes’.
Eilish skinnede dog bedst igennem på de stille numre. Nogle gange kom man dog også helt i tvivl, om det var playback, fordi hendes stemme var så glasklar og ren. Men som jeg også erfarede, da jeg så hende i Vega, HAR hun bare en glasklar stemme. Men det er synd, at det sår tvivl i folk, om hun egentlig synger live. Og jeg vil dog sigee, at nogle gange var det lidt for perfekt og for meget spotify-repeat. Men talent er talent, og det kan man sgu ikke tage fra den 17-årige stjerne. Hun kan, og hun gør det.
Følelser på følelser
Billie Eilish havde en exceptionel energi, der passede perfekt til festivalauraen på Tinderbox, og publikum var komplet med på præmissen om blandt andet at ‘go low’ til ‘COPYCAT’. Helt generelt tryllebandt hun publikum – ja, hun fik sågar undertegnet til at græde under den inderlige og intime ‘When the Party’s over’ (lille bemærkning: det sker virkelig sjældent, at artister sparker til mine tårekanaler!). Under denne sang fik publikum også en bemærkning om, at vi skulle leve i nuet og netop dén følelse, vi havde nu. Om det så var på en god eller dårlig måde. Vi skulle føle det.
Og det er det Billie Eilish udstråler både i sin musik, tekst og attitude. Følelser. Og det fanger publikum som bare pokker. Hendes ærlighed og inderlighed – også når hun har akavede øjeblikke – føler hun det. Og hun bærer det ligeså godt, som sit oversize tøj og sine smukke melodier.
At både have talent for formidling, publikumsnærvær og for ren og skær musikalitet er for mit vedkommende ægte godt. Når man kan være i en bestemt følelse og formidle den så klart, at den rammer alle andre.
Ja tak. Billie, gjorde det igen.
