Heilung er nærmere et kunstprojekt, end egentlig musik. Det baserer sig tungt på en forestilling om en forhistorisk opfattelse af hvad der kan have eksisteret. Derfor er det også en satsning, at smide dem på som et lukkeband på Copenhell. Med deres meditative og dronende numre begiver man sig ud på en rejse, hvor man ikke kan være sikker på den endelige destination.

Min fornemmelse efter denne koncert er en smule svær at sætte ord på. Den samlede oplevelse er derimod fantastisk. Jeg fordybede mig i den tranceinducerende rytme. De flyvske melodier var ude af stand til at rodfæste sig. Den bevægende og rytmiske vokal fra Faust fungerer som et fast holdepunkt, der tager en videre ud af kroppen. Derfor føles Heilung meget unikt. Det er faktisk bare enormt fedt at være vidne til den form for kunst, der udspillede sig på Hades-scenen sent på denne smukke sommernat.

Derfor opdagede jeg knap nok den del af publikum, der havde medbragt “spyd” til at stampe i takt med musikken. Mit øje var for længst mættet af de mange sanseindtryk fra scenen, hvor spydbærende krigere og letpåklædte dansere svajede, hujede og skrålede med på de mange sværtforståelige dele af numrene fra scenen. Adskillige gange måtte jeg tage mig selv i at undre mig over den specielle udformning af et enkelt instrument, om det så måtte være en knogletromme eller de mange forskellige rasledimser, som var med til at udbygge et lydunivers ud over det sædvanlige.

Derfor ser man levende musik.

Heilungs musik er blandt andet baseret på tekstfragmenter fra den germanske jernalder, som også omfatter dele af den tidlige vikingetid i Danmark. Det giver dybde at høre passager af næsten genkendelig tekst, men det er samtidig som et blik ind i en tabt verden. Den fortid vi ikke kender og aldrig kommer til at kende. Hvor meget vi end forestiller os tilbage til svundne tider, så vil det aldrig blive andet end en rekonstruktion. Den er for evigt borte og vi må leve med vores egen tolkning.

Men det er svært ikke at drømme sig væk til en simplere tid. Heilung åbner muligheden. De æteriske vokalflader flytter ens tanker bort fra en konkret oplevelse. Men det bliver altid fastholdt i nuet gennem den tunge tromme, der gentagne gange dunker en i brystet. Heilung er derfor umulige at sætte i bås som et band. Det er mere end summen af de enkelte dele.

Derfor er den gåsehud, som rejste sig på mine arme også til dels melankolsk. Det er en endeløs spiral, hvor man skal være opmærksom på nuet, for at kunne opleve de mange tanker, der er gået i et projekt som Heilung. Det er også en rejse gennem ens fantasi. Jeg kan ikke udtrykke andet end min dybeste respekt for de kunstnere, som underholdte Copenhells publikum på denne dejlige aften.