Manticora er en institution i dansk power metal. Gennem over tyve år har de huseret i dansk musik, og det bliver nok aldrig det største danske band, men de spiller fremragende. Det er også det perfekte band til at trække en op på en fredag morgen. Hvinende guitarer, tordnende trommer og en insisterende vokal er altid en god opskrift på en fest.
Første gang jeg så Manticora, der hed de faktisk bare Manticore og havde en EP ude, som jeg vist nok kan grave frem fra gemmerne, hvis konen giver mig lov. Det kommer aldrig til at ske, men heldigvis kan man stadig høre Roots of Eternity. Det er da også derfor, at man kan fordybe sig i den rendyrkede metal som kommer ud af højtalerne. Det er voldsomt, svulstigt og en lille smule pinligt, men det er bare at løfte sig op med musikken og give sig hen. Derfor er Manticora bare et brandgodt band.
Det bliver aldrig det bedste danske band, og der er en hel del kitsch i udtrykket, men nøj, hvor kan jeg godt lide at opleve et band med den glæde på en scene. Jeg ved intet bedre, end at se ægte smil fra en scene. An føler sig oprigtigt forbundet med musikken og det går lige i hjertekulen.
Når det så også er velspillet musik, så er der jo næsten ikke et øje tørt.
Manticora gav et stilsikkert show, men det havde både kant og charme. Da de så hiver to halvnøgne mennesker ud på scenen, der er bagbundet og tilsyneladende i smerte og forsanger Lars F. Larsen er dukket op i malerdragt som en anden Patrick Bateman, går showet ellers bersærk. Det ender nøjagtig lige så grumt som deres seneste plade To Kill, To Live, To Kill. Med et sværd i hånd tog han fangerne enkeltvis om bag ved scenetæppet, hvor de derefter blev myrdet på grusommeste vis. Det var jo også under ‘Through the Eyes of the Killer – Revival of the Muse That Is Violence’. Det er ondt, hårdt, brutalt og spiller ind i det unikke univers som Manticora har fået opbygget over de seneste tyve år.
Tak for en god opvågner. I får fire horn herfra.
