Det var en lang, kedelig lørdag på Magicbox, indtil mørket faldt på. Nogle slagtede, andre fejlede stort.
For at starte ved slutningen, så lukkede danske Snavs Magicbox ned med masser af trap og dubstep i et 75 minutters langt smadresæt, der var præcis som håbet. Højt, vildt, voldsomt og vovet.
Han spillede efter hollænderen R3hab, som også gjorde det ganske imponerende. Med USB-stikket fyldt af hits og god kontakt til publikum fik den 32-årige DJ tæsket godt igennem. Lidt for lange opbygninger til drops dog, især så sent på aftenen, som han nu engang spillede.
Også hollandsk er San Holo, og han er klart et navn, jeg ser en stor fremtid i. Han er en del af bl.a. Yellow Claws label Barong Family og har sin helt egen ret spacey form for lyd. Derudover var hans show ret atypisk fra, hvad vi ellers har set på Magicbox, da han blandt andet selv spillede elguitar under nogle af numrene. Ikke at det gjorde meget ved oplevelsen, men det var fedt med noget afveksling.
Svenske Nause spillede efter, og duoens sæt var ret anonymt i kontrast til resten af dagens program. Deres housesæt var ganske standard og havde ikke rigtigt noget, der fik dem til at få pulsen til at stige. Men det var fin baggrundsstøj til en burger i eftermiddagssolen.
Lidt det samme med åbneren af scenen lørdag, nemlig canadieren Frank Walker. Han er en tropical house/big room house upcoming stjerne, og han formåede da også at få fyldt dansegulvet op med mennesker. Men det var uoriginalt og uinspirerende uden at være helt dårligt heller. Mindede lidt for meget om Kygo til min smag.
Hitmaskinen Alan Walker er kendt for sine mere stille, følelsesladede numre, men det virkede han til at have glemt, for tidligt lørdag aften spillede han bare EDM-hit på EDM-hit i højt tempo med masser af vanvittige drops. Nordmanden spillede dog i halvanden time modsat de andres sæt på enten 60 eller 75 minutter, og det var også for længe at høre på den samme lyd.
En kort affære, der til gengæld virkede alt for lang, var dagens anden nordmand, Matoma. Det var forfærdeligt af flere grunde. For det første kunne manden ikke mikse sit sæt. Overgangene er mere smooth på et Roskilde-anlæg i C, hvor alle gerne vil høre deres nummer med det samme og derved bare river kablet til sig. Og genrene var lige så forvirrede og uden rød tråd: Alt fra DMX og temaet fra “Rap Fyr i L.A.” til trist tude-techno, hvor en eller anden ukendt sangerinde bræger dårlige kærlighedstekster ud over et beat, der er mindre nytænkende end Chainsmokers. Jeg vil ærligt hellere se et maraton-sæt på fire timer med Martin Jensen, som virkelig ikke gjorde det godt på Smukfest sidste år, end jeg vil se Matoma igen. De 75 minutter virkede som de længste i mit liv, da solen bagte og musikken var så intetsigende.
