Med sit skulderlange sorte hår stod Jack White på scenen med sin sorte guitar og stirrede ud i luften. Blikket var tomt, men lyden da den første streng på guitaren blev ramt gjorde, at vi ikke længere var på Tinderbox.
Vi var i Jack Whites verden.
Og i Jack Whites verden var der ikke tid til pauser og andre ligegyldige ting indimellem sangene. Den hårde karakter blev holdt fra start til slut og i stedet for snak, blev alt der skulle siges sagt igennem musikken. Og musikken omfavnende os alle.
Ved “Over and Over and Over” og “Dead Leaves And The Dirty Ground” fik Jack White med en stærk vokal og et imponerende bagland skabt en stemning, som ingen andre koncerter tidligere har gjort på Tinderbox.
The White Stripes
Jack White har udover sit soloprojekt været med i gruppen The White Stripes. Har var han sammen med sin tidligere partner Meg White med til at skabe nogle af de aftenens højdepunkter. “Hotel Yorba” var et af dem. Her blev tempoet sat ned, og Jack White viste Tinderbox, at det den stille genre kunne han også herske.
Udover The White Stripes projektet har Jack White også spillet trommer i Detroits undergrund. Derfor faldt det ham også naturligt, at selv tromme ved aftens koncert. Ved “My Doorbell” sad han overfor sin egen trommeslager, Carla Azar, og trommede om kamp.
På grund af den bagende sol og dårlig planlægning har lysshowet ved de fleste koncerter været intetsigende. Da solen for længst var gået ned, da Jack White gik på scenen klokken 23:05, fik de blinkende lamper lov til at lyse nattehimlen op med maner. Det var en fornøjelse at se.
Endelig var der stille
For første gang under en af Tinderbox’ koncerter skete der noget, som ikke var sket før. Folk snakkede ikke. Folk lyttede. Om det var fordi, at det var første gang der var noget ordentligt at lytte efter er muligt. I hvertfald var lyden og Jack Whites vokal under “Why Walk A Dog”, “The Hardest Button To Button” og “Steady, As She Goes” var tæt på perfektion.
Sidstnævnte fik publikum til at danse, som om de stadig var til Nik & Jay koncert. Afslutningsvis spillede Jack White den sang Tinderbox og alverdens fodboldfans i tre dage har gået rundt og sunget “lå lå lå lå lå lå” til: “Seven Nation Army” af The White Stripes. Sangen fik hele Tusindårsskoven til at skråle i kor.
Og jeg er sikker på, at Tusindårsskoven ville gøre det igen. For det stykke arbejde Jack White gjorde var intet mindre end fænomenalt. Han havde taget om publikum fra start til slut og formåede at fastholde sin skræmmende, men tilpas venlige side.
