Der er vist noget i vandet deroppe nordpå. Island bliver ved med at producere bands, som ikke lader sig bekymre om noget som helst andet end at lave den musik, de nyder. Sólstafir er ingen undtagelse, og på en iskold og mørk mandag aften var der udsolgt i Pumpehuset og publikum blev inviteret til audiens hos det islandske band.
Der var to andre navne på plakaten på denne aften, og man blev ledt til at tro, om ikke Myrkur havde trukket en god del af publikum med. Det ellers udsolgte spillested virkede i hvert fald underligt halvtomt til Sólstafir, der spillede en gennemført koncert med det smukkeste sceneshow, som kan leveres, med en lysdæmper og 10 til 12 glødepærer. Men det var noget af en musikalsk rejse, publikum blev budt på denne aften.
Først skulle vi i hvert fald ud på en tur ind i kammerpop-bandet Árstíðirs magiske univers. Jeg havde ikke gjort meget ud af at forberede mig på denne koncert, men jeg gik hjem med en t-shirt og en vanvittig respekt for dem. Med meget få virkemidler bevægede de atmosfæriske synth-flader sig ubesværet rundt i rummet og fortryllede de fremmødte med fabelagtig god musik. Árstíðir spiller musik med en sårbarhed og en skrøbelighed, der bliver understreget af enkeltheden i deres udtryk. Dygtige musikere kommer ikke til at gå af mode det næste lange stykke tid, og her er der i den grad tale om dygtige musikere. Nu må vi håbe, at de kommer tilbage til Danmark igen, og ikke bare på en lille beværtning for et islandsk publikum, som de gjorde for syv år siden.
Og så blev det tid til, at mørket sænkede sig…
Isdronning eller elverpige?
Jeg har tidligere givet Myrkur nogle meget pæne ord med på vejen. Nu besøgte den travle kvinde igen København med sit nye album Mareridt, der har fået både rosende, kritiske og, i visse tilfælde, næsten perfide ord med på vejen, så jeg var klar på at blive overrasket på denne aften, specielt når man havde mødt noget så delikat som Árstíðir lige inden.
Der blev lagt fra land med tre numre fra det nye album, hvor ‘Ulvinde’ stod som det stærkeste på denne aften. I alt blev der spillet en blanding af nyt og gammelt, hvor man kunne drages ind i de blå og grønne nuancer fra lyset, der satte streg under, at vi befandt os i et nordisk musiklandskab, der hylder den norske black metal og nogle af de meget nyromantiske idealer fra den tid. Særligt sangene fra ‘Mareridt’, der bevæger sig over i folk metal, leder tankerne hen på dele af Storm (det der slemme projekt, hvor man kunne blive skræmt fra vid og sans af Fenriz og Satyr, som hyldede mord på kristne) og Kari Rueslåttens vokal på Nordavind. Det rammer ikke helt lige så dybt på mig, som den plade fra 1995, men der er fremragende takter i musikken.
Aftenens optræden var klart den mest gennemførte præstation, jeg til dato har set med Myrkur. Man kan se, hvor langt Amalie Bruun har flyttet sig, fra jeg så hende som opvarmer for Deafheaven og til nu. Desværre føltes selve koncerten dog en smule for meget. Lidt ligesom den passage i Ringenes Herre, hvor Galadriel, elverdronningen, bliver tilbudt ringen: “Jeg vil ikke blive mørk, men smuk og forfærdelig som morgenen og natten! Fager som havet og solen og sneen, der skinner på bjergene. Frygtelig som uvejret og lynet! Stærkere end Jordens grundvold. Alle skal elske mig og fortvivle!”
Lidt for langt væk
Jeg har tidligere brokket mig over, at der burde være en ekstra guitarist på scenen, så man kunne fordybe sig i det ret specielle univers, som musikken leder hen imod. Det er ikke længere et problem. Bruun har udviklet en stor nok personlighed på scenen til at kunne bære at tage guitaren med sig. Desværre var der en række andre elementer, som endte med at gøre dette til en ret så forglemmelig oplevelse.
Et eller andet sted i det episke, så mister man fokus på det vigtige, den præcision og varme, som Árstíðir så fint præsterede, var ikke til stede i Myrkurs optræden. Jeg taler ikke for, at black metal skal være en varm og inkluderende type musik. En optræden på en scene må dog gerne få publikum til at føle sig som modtageren af et budskab. På denne aften var der lige lovlig meget autopilot over den. Taget kom aldrig til at lette til denne koncert, hvor de løfter, der var lagt op til med sommerens besøg på Copenhell, ikke blev indfriet på denne mandag i Pumperen.
Jeg ser stadig frem til, at Myrkur får samlet alle trådene og spinder en hel koncert med dybde, tyngde, nærvær og et flot sceneshow.
Smukt navn, federe band
Jeg har været begejstret for Sólstafir i ret lang tid. Fra første skridt ind i black og så til den bevægelse, der har været mod post-rock, så er de islandske gutter noget af en oplevelse. Med Svartir Sandar bevægede de sig ind i et nyt univers, som har en meget umiskendelig lyd af islandsk metal. Det er spøjst, det har kant og det er nærværende på en meget grundlæggende måde. ‘Fjara’ er da også en af de sange, jeg har hørt mest den seneste uge, hvor jeg har sat mig op til at gå til denne koncert.
Islændingene er kommet på besøg med en ny plade Berdreyminn, som vist nok betyder en ‘drømmer’, og det er en passende mærkat at sætte på dette bands lyd. Sólstafir leverer hjemsøgende melodier, som bliver understreget af Aðalbjörn “Addi” Tryggvasons vokal. Visse steder er musikken utrolig punket i fornemmelsen, og det er til dels vokalens skyld, der ikke kan beskrives som skønsang.
Der blev startet med et langt instrumentalstykke, hvorefter der blev spillet ‘Silfur-Refur’ fra den seneste plade. Her havde leveringen det nærvær, som var fraværende til Myrkur, hvor der blev sparket en fest i gang fra det kolde nord. Sólstafir er ikke den type musik, hvor man går fuldstændig bersærk som en anden viking, men derimod musik, der giver stof til eftertanke. Som Tryggvason fik sagt så smukt imellem numrene, så var der en lille historie, om hvordan depression kan gribe en i dens lange kløer og ikke give slip igen. Man er nødsaget til at hjælpe hinanden.
Få virkemidler, men effektive
Der er en afvæbnende kvalitet i Sólstafirs musik. Den meget nøgne vokal, som bliver leveret med atmosfæriske flader og insisterende guitarspil, giver en umiddelbarhed, der er næsten umulig at beskrive som andet end den lyd, vi har lært at forbinde med Island. Derfor er det også så effektivt, når de går på scenen og leverer ‘Ótta’ med en enkelt pære, som lyser ud i rummet, som det eneste lys på scenen, hver gang sangen går ned i volume og fylde.
Denne sang kommer til at stå som aftenens absolutte højdepunkt, da alt bare sad lige i skabet. Her bliver man forført af, hvor simpelt musik kan lyde. Samtidig bliver man også husket på at det er en af de absolut sværeste øvelser på en scene, at skrabe alle lagene af og fremføre noget så råt, melodisk og sjælfuldt.
Sidst, men ikke mindst, skal ‘Goddess of the Ages’ også lige nævnes. Her er der tale om musik i absolut særklasse. De insisterende trommer, som går igen i mange af Sólstafirs numre, bliver sat op til alt hvad den kan trække, og på denne aften, så var det et perfekt nummer at slutte på.
Det er ikke sidste gang, at jeg kommer til at se Sólstafir live, hvis jeg selv skal have noget at sige om det. Det er så speciel musik, som leder en hen i en drømmeverden af kulde, varme kilder og vulkanske klipper.
