Tirsdag aften blev Bisse reinkarneret på Jazzhouse.
Det københavnske spillested Jazzhouse ligger gemt bag Helligåndskirken i en sidegade til Strøget. Med sin lille facade og trapper, der leder længere ned under jorden, føles det som at stå i en hemmelig klub midt i Danmarks pulserende hovedstad. Og på denne halvgrå tirsdag aften blev vi – en flok af et par hundrede mennesker – inviteret indenfor i den hemmelige klub, hvor vi i fællesskab sagde farvel til den Bisse, vi kender.
Det kan lyde lidt makabert, men i aftenens invitation stod der faktisk, at vi skulle være vidne til en særlig koncert, hvor Bisse skulle genopstå under en indvielsesceremoni for den danske musikers nye album “19.06.87”, der udkommer fredag den 22. september.
Og det var lidt af en ceremoni: Fra først øjekast var scenen pakket ind i tidsler, grene og tørrede blomster, der hang fra spillestedets loft, og da de første lydbilleder blev skabt, var det da også, som blev vi inviteret med tilbage til tilgroet have i 90’ernes parcelhusdrømme, hvor alt var muligt, og alle drømme kunne realiseres ved tankens kraft. Det er svært at beskrive de første lyde, der forlod forstærkerne tirsdag aften, uden det bliver et dårligt og halvhjertet forsøg på at gentage og opsummere lyden af barndom, lykke og håb på en sommerdag i en tryg baghave.
Frem trådte aftenens hovedperson med en hat fuld af blomster og dekorationer, iklædt en rød velourkjole, mens han gjorde alvor af sine ord fra invitationen og bød os indenfor i sit univers, hvor hver koncert er noget helt unikt – og hvert eneste øjeblik undervejs er både nærværende og uforudsigeligt.
Aftenens koncert er musikerens sidste på dansk jord i år. Hvilket endnu engang er et tegn på, at Bisse gør præcis, hvad der passer ham. For selv om han udgiver et nyt album om få dage, kommer vi ikke til at opleve det live før til næste år.
Jeg ville ønske, jeg kunne navngive nogle af de sange, vi fik lov til at høre denne tirsdag aften, men da hele setlisten kom fra det nye, uudgivede album, må sangtitlerne vente. Alligevel har vi vidst i noget tid, at det nye album vil blive en historiefortælling, om den barndom Thorbjørn Radisch Bredkjær, der er Bisses borgerlige navn, har haft. Omend de første to singler “Legeaftale” og “Bjælkehuset” fortæller om en tid, hvor alt var lidt mere bekymringsfrit, blev vi under aftenens koncert introduceret for en barndom og en tilværelse, der er indeholder markant flere dimensioner, end først antaget.
Det blev i den grad slået fast med en sang om en barnepige, der blev kørt ihjel et sted i Valby. Her tackler den 30-årige musiker det så fint, når han genfortæller, hvordan man oplever sorg, mens man stadig bliver vækket af sin mor hver morgen.
Det var på en og samme måde en smertefuld, men humoristisk og teatralsk oplevelse, vi fik serveret, da Bisse spillede tirsdag på Jazzhouse. Især det teatralske i Bisses påklædning og fremtoning passede markant bedre til Jazzhouses scenografi med tørrede blomster, end den har gjort under sommerens festivalkoncerter, hvor omgivelserne på scenen er en smule mere bundne.
Samtidig er det vigtigt at påpege, at når Bisse får lov til at stå på scenen med sin akustiske guitar og synge sit hjerte ud, så rammer det noget helt specielt. Med aftenens koncert manifesterede den unge musiker virkelig, hvordan han tilhører en liga for sig, hvor der er kælet for alle sanser, og hvor den musikalske forståelse er så ufattelig stor.
En afsked kaldte Bisse aftenens koncert, da vi nærmede os slutningen. En afslutning på det, der engang var, og en ny start på det, der venter forude. Forude venter det nye album, som vi fik lov til at smage på tirsdag aften, og derefter venter en tour næste forår. Indtil da må vi klare os på drømme og håb fra fortiden, som vi kan tage med ind i hverdagen.
Jeg tager ihvertfald med mig, at Bisse under aftenens afsluttende nummer, sprang ned til publikum og på sin egen excentriske måde velsignede os alle med drømme, mens han målrettet gik mellem menneskemængden og pegede på alle, han stødte på, på vejen. Som om han skød en smule tro og håb ind i hver eneste af os. Som om vi for en stund blev tvunget til at være til stede og kigge Bisse lige i øjnene. Og bare modtage den gave det er at stå blandt publikum til sådanne koncerter, som aftenens var.
