Det kedelige vejr var ingen forhindring for australske Airbourne, som spillede alle varme da de gav den gas på Helviti scenen fredag eftermiddag. Der blev spillet fede riffs, der blev hoppet, rakt tunge, og der blev delt øl ud. Med fødderne solidt placeret på jorden blev vi alle hevet med Airbourne.
Airbourne er et relativt nyt band, i hvert fald i forhold til genren de spiller. Deres debut album har kun lige rundet ti års jubilæet, og man kunne undre sig om Helviti scenen er for stor, men da jeg kigger mig omkring en time inde i det næsten halvanden time lange sæt, og ser at pladsen foran den store scene er propfyldt, kan man undre sig så meget man vil, men publikum er vilde med det.
Scenen er dækket op med et gigantisk banner med coveret fra bandets seneste plade Breakin’ Outta Hell fra 2016, hvorfra titel sangen da også er en af de helt store højdepunkter ved dagens koncert. Bag sig har bandet en regulær væg af Marshall forstærkere, og kærligheden til AC/DC er svært unægtelig, men det gør bare ikke noget når man starter en fest af en sådan kaliber som Airbourne gør. Forsanger Joel O’Keefe har også taget lære af de store frontmænd i genren, og sætter sig f.eks på skuldrene af en sikkerhedsvagt og skiftevis spiller guitarsolo, og smadrer øl dåser mod sit hoved, rock ‘n roll!
Moderne klassikere
Airbourne ved præcis hvordan en sang og et show skal sættes sammen. Derfor er det en skam at også de bliver udsat for den nu klassiske “3 sange før lydmanden har styr på det” som er set ved mange af festivalens koncerter. I løbet af det andet nummer formår lydniveauet endda at falde næsten fuldstændigt i et sekund, det burde ikke ske på en festival af Copenhells kaliber. Intet af dette påvirkede dog Airbournes fantastiske show, og man fik indtrykket at de ville give den samme mængde gas foran 15 som 15.000 publikum, og det er den største ros et band kan få.
