Jonah Blacksmith, Tinderbox, Stage 4, TB17
Foto: Lasse Lagoni

Jonah Blacksmith – Nordvestjysk nærvær sejrede på Tinderbox

Fredag eftermiddag trådte Thy-gutterne fra Jonah Blacksmith ind på Tinderbox’ Stage 4. Med lune, nærvær og tyk dialekt stod bandet for én af de bedste koncerter på dette års festival. 

Jeg er et selvudnævnt popsvin. På min ”Recently Played”-liste på Spotify figurerer navne som Lady Gaga, Beyoncé, MØ og Justin Timberlake. Her er genrer som folk svært at opdrive. Af samme årsag var mit kendskab til alternative folk-bandet Jonah Blacksmith selvsagt stærkt begrænset inden dagens koncert på Tinderbox. Men det smukke ved festivaler er jo, at man får mulighed for at opleve nogle af de bands, der normalvist ligger lidt udenfor ens musikalske comfort zone.

Bedstefars stue

Det syv mand store band blev dannet af brødrene Simon og Thomas Alstrup. Det er navngivet efter brødrenes bedstefar og store inspirationskilde, Johannes.

På scenen står gamle lamper, en krone af gevirer hænger fra scenens loft, og dyreskind ligger spredt ud over flere af instrumenterne. Det ligner en bedstefar-stue. Det virker både familiært og autentisk, hvilket skulle vise sig at være gennemgående temaer i bandets optræden fredag eftermiddag.

Bandets thy’ske ophav er da heller ikke til at tage fejl af, da Thomas erklærer, at de glæder sig til at have en dejlig eftermiddag sammen med publikum. På ærkethybomål. Folk omkring mig trækker på smilebåndet. Der er noget særligt afvæbnende over den nordvestjyske dialekt.

En broget flok af unge og gamle, mænd og kvinder stimler hurtigt sammen, som koncerten går i gang. Og fra forsanger Simons første strofe får jeg gåsehud. Der er en inderlighed og oprigtighed i hans stemme, der går lige i hjertekulen på mig. Og tårekanalerne for den sags skyld.

Familie, venner og Thy

Med en klump i halsen overværer jeg, hvordan bandmedlemmers energi strømmer ud blandt publikum. Det lyser ud af dem, at de elsker at optræde. Og som Thomas senere bebuder, er det ikke scenens størrelse, der er afgørende for dem: ”Scenen kunne være 30 centimeter høj og have stået ude blandt jer alle sammen, og vi ville stadig hygge os.” Jeg er ikke ét sekund i tvivl om, at det er rigtigt.

Sange om familie, om at være bange for at miste dem, man elsker, om at passe på sine venner, om at have et sted at høre til fylder koncertens setliste. Det er sikkert temaer, de fleste kan relatere til. Sangene akkompagneres af Thomas’ anekdote om, hvordan brødrene sammen med bedsteforældrene plejede at spille for beboerne på det lokale plejehjem. ”Det lyder måske kedeligt”, ler han, men turene til plejehjemmene lærte brødrene, hvad musik kan gøre ved mennesker. Synet at beboer, der græd, fordi deres musik bragte gode minder frem, er noget af det, brødrene ønsker at viderebringe med Jonah Blacksmith. ”I behøver ikke at græde”, griner han. Men det er altså svært at lade være.

Som redaktør-Lasse her på Poplish informerede mig om inden koncerten: ”Jonah Blacksmith er rigtig musik. Lavet af rigtige mennesker.” Og jeg må nok medgive ham, at der er en autenticitet og et nærvær, der bestemt ikke er en selvfølge i mit sædvanlige popunivers.

Min musikhorisont blev et par kilometer bredere i dag. Så til gutterne i Jonah Blacksmith, fra jeres nyeste fan: TAK!

Jonah Blacksmith, Tinderbox, Stage 4, TB17
Foto: Lasse Lagoni

Se alle billederne fra koncerten HER.