Choir of Young Believers – Når talent lider under teknik

Hånden på hjertet: Jeg har ingen anelse om, hvad der gik galt, da Choir of Young Believers tidlig søndag aften gik på Highland Stage til dette års Heartland Festival. For med et repetoire som deres, kunne det være blevet en så fantastisk koncert, der smukt kunne sætte et stille punktum på årets festival. Men efter to dage i lydteltet, virkede teknikerne for dovne til at justere lyden, da koncerten først var gået i gang.

Vi var blevet lovet regn og overskyet himmel hele søndag, men vejrguderne havde vist sig fra deres gavmilde side. Der var nemlig hverken regn eller skyer at spotte – ej heller, da klokken nærmede sig 21:30, og danske Choir of Young Believers skulle vise deres værd på Highland Stage.

Jeg har engang hørt af en af mine nørdede musikkyndige kammerater, at hvis man vil have den bedste lyd, skal man stille sig foran lydteltet. Så det gjorde jeg søndag aften. For danske Choir of Young Believers har fået en noget nær mytologisk status i mit hoved med deres drømmende elektronica-univers, som langsomt har bevæget sig længere og længere væk fra deres indiegennembrud i “This Is for the White in Your Eyes” fra 2008.

Så jeg ville have den bedste lyd og den bedst tænkelige oplevelse.

Men det faldt til jorden fra første toneslag.

Situationen er nemlig den, at Choir of Young Believers har så mange interessante lag i deres musik, at det hele skal være skruet perfekt sammen, så elementerne ikke overdøver hinanden. Søndag aften var det dog som om trommerne larmede for meget, bassen var for tung og mikrofonen døde fuldstændig hen i de mange effekter, de havde forsøgt at skrue op for.

Det skrattede, kradsede og gjorde til tider decideret ondt i mine ører af at stå og lytte til musikken.

Jeg nægtede dog at give op. Så jeg bevægede mig fra lydteltet og tættere på scenen. Det hjalp lidt, men ikke nok. Så bevægede jeg mig over til den anden side af scenen. Det var stadig det samme. Bagerst i menneskemængden. Stadig det samme.

Jeg havde glædet mig til at høre hits som “Serious Lover” og “Jeg ser dig” – og ikke mindst “Hollow Talk”, der slet ikke blev spillet. Men jeg kunne intet høre. Jeg måtte gætte mig til sangene ud fra forsangerens lyse vokal. En vokal, der selvfølgelig stod krystalklart, som den skal. Det hele endte desværre bare i et makværk af lyd, effekter og alt alt alt for høje instrumenter.

Jeg spottede et par dedikerede fans, der blev stående samme sted og dansede på livet løs under hele koncerten, men de, der blot var kommet for at høre lidt velkendt musik, udvandrede efter et par numre.

Jeg stillede mig bagerst i menneskemængden i et forsøg på at stå længere væk, så lydbilledet ikke blev så mudret. Det hjalp. Da jeg stod knap 100 meter fra scenen og kun svagt kunne høre vokalen og bassisten.

Sådan bør en koncert ikke være. Sådan bør det aldrig være.

Jeg er sikker på, det lød fantastisk fra lydteltet, men jeg har aldrig været ude for en dårligere lyd til en koncert – end ikke i Telia Parken.

Desværre blev Choir of Young Believers’ talent druknet i en teknisk fejl, hvilket der ikke er meget at gøre ved nu. Desværre.

Choir of Young Believers, Heartland, Highland Stage
Foto: Peter Kirkegaard

Se også

Grøn Koncert i Kolding: Gennemsnitligt godt

I Kolding stod solen fredag højt på himlen, og...

Kæmpe katastrofe i Tivoli: Chaka Khan til Fredagsrock

Normalt er Tivoli midt i København lig med høj...

Springsteen er stadig The Boss – men ikke uden ridser i lakken

AF BRIAN MOGENSEN Ligesom sin 70 år gamle Fender Esquire...

Pink kronede sig som den nye baronesse af Parken

Skrevet af Jesper Albæk Poulsen Alecia Beth Moore kan som...

Foo Fighters hyldede rocken på Roskilde Festival

“Are you fucking ready?!” råbte Dave Grohl i staten...
spot_img
Nanna Frank
Nanna Frank
Regelmæssig koncertgænger med hang til musik, der stadig lugter lidt af øvelokale. Svært begejstret for den klassiske rock, den nye elektronik, den drømmende ballade og den velskrevne popsang.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her