Siden 1995 har det danske band, Mew, prydet musikscenen i hele verden, og i aften afsluttede de deres europatourné med en tur i Det Kongelige Teater.
Selvom Mew har turneret verdenen rundt, så står Hellerup drengene stadigvæk stærkest på dansk jord – og styrke var essensen af koncerten søndag aften i Det Kongelige Teater. Styrke på flere forskellige aspekter, men det bærende aspekt til aftenens koncert var det visuelle.
Efter en kort præsentation af projektet Music For Dignity, gik fem mænd på scenen og bag dem var der en meter høj skærm. En skærm hvor der allerede fra sangen ‘’In A Better Place’’ ikke var nogen tvivl om, at Mew er dygtige til det visuelle. Samtidig med dette var lyset også en afgørende faktor gennem koncerten. Lyset virkede som et søvndyssende middel, men bare uden effekt.
Mew har altid været gode til det med billeder og videoeffekter, og det er lige før man skulle tro de har været forbi Roskilde Dyrskue. Ved ‘’The Zookeeper’s Boy’’ føltes det som om, at der var flere dyr på skærmen, end der var mennesker i salen.
Tavshedens fremme
En halv time inde i koncerten, var det eneste ord fra Jonas Bjerres mund ‘Tusind tak’. I det mindste var det muligt at høre hvad han sagde, hvor det omvendt var umuligt at høre noget ved sangene‘’The Wake Of Your Life’’, “Twist Quest’’ og ‘’Water Slides’’.
Selvom baggrundsskærmen blev flittigt brugt, så savnede man noget mere substans på den . Der var steder undervejs, hvor det lignede tapet fra 80’erne eller noget fra en Kraftwerk koncert. Det virkede malplaceret og på grænsen til uoriginalt.
Men den blev også brugt positivt. Ved sangen ‘Satellites’ blev skærmen brugt som en rejse gennem universet. Det var et mesterværk, og når man kiggede på det, mistede man fornemmelsen for tid og sted. En ren psykedelisk følelse.
Kongelig for en aften
Åbningssangen på det nyeste album ‘Visuals’, ‘Nothingness and No Regrets’, var det første ud af fire ekstranumre, og for første gang i aften var lyden perfekt. Man skulle tro, at de tænker i minimalistiske tanker, men lige når man tror, at det bliver holdt enkelt, bliver det brudt med ‘Am I Wry? No’, og dens epileptiske præsentation.
Man skulle tro, at lydmanden var gået hjem efter ovenstående sang, for da ‘156’ startede, blev lyden af Jonas Bjerres sprøde stemme ødelagt af højttalernes rungende lyd. Sangen sluttede med individuelle soloer, og så hele problematikken endte nogenlunde neutraliseret.
En af Mews største hits, ”Comforting Sounds’, fik i aftes æren af at afslutte showet. Visuelt var det rigtig pænt, lyset var enkelt og lyden udemærket. Sangen fik publikum til at gå amok, og kunne man ønske sig en bedre afslutning, end en stående klapsalve? Nej.
