Med en opadgående kurve, der startede i det dystre og melankolske og slukkede i et slags nordic noir rave, leverede Anders Trentemøller en yderst hårdtpumpende og kompetent koncert i Store Vega lørdag aften. Havde han dog bare droppet ekstranumrene, så havde koncerten været fuldendt.
Hvis man lytter til Trentemøllers nyeste udspil Fixion vil man vide, at manden er gået i en tung og mørk retning med tydelig inspiration fra mørkets mestre fra The Cure og Joy Division. Selvfølgelig tilsat den digitale dans fra Trentemøllers keys, en slags postpunktet electronica, kan man vel kalde det. Og denne aften i Store Vega åbner netop op med tre dystre perler fra det album November, One Eye Open og Never Fade. Tre glimrende numre, der ikke bare slår fast, at Trentemøllers nye retning klæder ham, men som også slår fast, at Trentemøller som band med Jeppe Brix Sørensen på guitar, Jakob Falgren på bas, Jakob Høyer på trommer og ikke mindst Marie Fisker på guitar og vokal er et band i høj klasse.
Det er en fornøjelse at opleve Trentemøller live som et band, hvor man kan mærke de dunrende trommer og den tunge bas i mellemgulvet. Og så er det ikke mindst en fornøjelse at lytte til Marie Fiskers smukke vokal. Hun har en tilstedeværelse og en insisterende stemme, der får én til at lytte. Bandet lyder fantastisk og med den elektroniske troldmand Trentemøller og den dybe vokal fra Marie Fisker i fællesskab, så er man vidne til en særlig og unik konstellation.
Melankolsk rave
Efter de første indledende melankolske numre, er det som om, at der sker noget med bandet, da de spiller Shades of Marble fra det andet album Into the Great Wide Yonder. Trentemøller og band letter lidt på den tunge kappe af melankoli og alvor og løsner op. Og fra da af bølger koncerten mellem den perfekte blanding af det rockede og elektroniske, det melankolske og ravede. Og langsomt nærmer koncerten sig sit ultimative klimaks i form af “hittet” Moan, der afslutter den ordinære koncert. Moan bliver højdepunktet, der rummer hele koncerten i ét. Nummeret bevæger sig fra det stille sørgmodige til en slags ravet nordic noir og slutter i ekstase, hvor Trentemøller tilsætter nummeret lidt af den norske gruppe Röyksopps elektroniske udladninger i form af deres hit What else is there? Et perfekt krydderi til et i forvejen velsmagende nummer, og publikum er helt oppe at køre, så Store Vega gynger. Moan er det perfekte peek og afslutning på en koncert, der viste os alt det, Trentemøller kan i spektrummet mellem dyster postpunk og ravet electronica.
Skal jeg sætte en finger på noget, så er det, at Trentemøller desværre ikke vælger at slutte koncerten her. Vi får serveret to ekstranumre i form af Where The Shadows Fall og Take Me Into Your Skin. To i sig selv fine numre, men de virker helt unødvendige efter klimakset er nået.
