5   +   3   =  
D-A-D & Dizzy Mizz Lizzy, Royal Arena, 170217
93%Gennemført gensynsglæde
D-A-D100%
Dizzy Mizz Lizzy85%
Læser Bedømmelse 4 Stemmer
73%

To af dansk rocks største bands spillede fredag aften i en udsolgt Royal Arena, og de var ikke de dummeste valg som første danske acts på scenen.

Der var bunkevis af kø ude foran den nyåbnede Arena i Ørestaden, da klokken ramte 19, og der var en time til koncertstart. Kun indgang A var åben(?), og den brede trappe op til indgangen var lukket af, så det kun var en brøkdel af den, man kunne bruge. Underlig tilgang til en udsolgt aften. I metroen på vej hjem hørte jeg flere brokke sig over, de kom op til tyve minutter for sent ind i D-A-Ds show, fordi de stod i kø ude foran.

Derudover var der god plads, overalt hvor man befandt sig. De brede gange rundt om salen gør, man ikke bliver mast af mennesker, ligesom der på gulvet foran scenen så ud til at være god plads i mellem folk, så de ikke stod for tæt, når der skulle headbanges til noget old school rock’n’roll.

I alt 64 års erfaring (hhv. 35 og 29) var blevet inviteret til at spille, og de mange aktive år for hvert band gav en god diversitet blandt de fremmødte. Som den gode Tim Christensen nævnte, så stod de unge kræfter forrest i salen, mens forældrene, der havde sat det gamle Dizzy Mizz Lizzy på anlægget for børnene, sad oppe på lægterne.

D-A-D: Entertainment Extravaganza

Selvom mange af sæderne i den udsolgte sal stadig var tomme, da klokken slog 20, gik D-A-D på til tiden, og kom fra starten som om, de skulle spille for sidste gang i deres liv.

“Velkommen i det nye klubhus!” proklamerede forsanger Jesper Binzer til stor jubel for de fremmødte 16.000 efter at have spillet “Evil Twin”, “Jihad” og “The Road Below Me”. Som man kender ham bedst, var han endnu engang en fremragende entertainer, der formår at ruske op i et allerede opgejlet folk.

Scenen var forvandlet til en gammel stue, som vi kender den fra Riskin’ It All-pladen og i særdeleshed videoen til Bad Craziness, med tapet på væggene og et gammelt maleri på bagtæppet, mens der midt på scenen stod en kæmpe, overdimensioneret sofa med lige så overdimensionerede forstærkere på hver side.

I sofaen sad Laust Sonne, som i høj grad var aftenens stjerne, hvilket Jesper Binzer også gerne gjorde et stort job ud af at gøre opmærksom på. Som en anden coach fik han Laust til at performe højere og vildere med hjælp fra publikum.

“Kom så Laust, SCARE YOURSELF!” og “Kom så Laust, overgå dig selv!” blev der blandt andet råbt, hvorefter kommandorerne blev tilbagemeldt med flotte trommesoloer. Ingen hængen på hovedet, mens han var spændt fast til trommesættet, som der heller ikke var ild i, men bare godt fucking trommespil.

Apropos “Scare Yourself”, så var det en smule smukt at høre en så garvet dreng som Jesper Binzer udtrykke overfor publikum, at selvom man er garvet, så kan man godt blive nervøs og skræmt, når man skal semi-indvie det nye klubhus. Ligesom det var fantastisk at se den 51-årige sanger pege op på lægterne, som nu var proppet til randen med publimmer, og udbryde som en puberitær teenagedreng, der lige har set et par bryster for første gang: “ÅRH HVAD!”

Derudover må en amagerkaner på fjerde år nikke genkendende til Binzers ord til de publikummer, der ikke er fra lorteøen, om de indfødte: “Vi er ikke så intelligente, men vi er eddermame lækre!”

Der var fart over feltet i 99 % af koncerten, men det tog for alvor fart, da det legendariske nummer “Sleeping My Day Away” blev sat i stilling. Der rejste hele salen sig op og rockede og sang med på det 28 år gamle D-A-D-hit, som blev afsluttet med manér, da Stig Pedersen farede scenen rundt iført en fyrværkerihjelm og spillede på en bas, der var formet som en raket.

Og det er dét, der er det fede ved D-A-D. De har allerede publikum i deres hule hånd, når de spiller gamle klassikere, som der kan synges med på, men alligevel prøver de gang på gang at overgå sig selv og gøre det større, vildere og bedre.

Som ekstranummer stillede Jacob og Jesper Binzer sig side om side og kørte en akustisk version af “Laugh And A Half”, inden Stig sluttede aftenen af med at synge “It’s After Dark”. Alt i alt stærkt entertainment og fed energi fra nogle gamle rotter, som hverken har mistet lysten eller energien til at spille sammen.

D-A-D, Royal Arena

Foto: Lasse Lagoni

Dizzy Mizz Lizzy: Stærkt håndværk i flot opsætning

Beklageligvis for denne aften, hvor to så store band i to så store opsætninger skal på i røven af hinanden, blev klargørelsen af scenen til Dizzy Mizz Lizzy forsinket med en halv time, hvilket gjorde, de først gik på 22.30.

Til meget, meget dramatisk intromusik, der kunne lyde som noget fra en kommende Star Wars-film eller et episk historisk krigsdrama, kom trioen på scenen og slog tonen an med en instrumental i form af nummeret “Mindgasm” fra Forward In Reverse.

Direkte herefter blev publikum revet op af sæderne igen, da de første akkorder til “Waterline” lød. Modsat D-A-Ds sofahyggescene, var Dizzys opsætning “blot” tre store skærme bag dem, som fokuserede på hver enkelt bandmedlem, og så en helvedes masse fedt lys. Noget lys, som var en ren porno for en lasernørd som mig.

Inden Tim Christensen præsenterede titelnummeret til Forward In Reverse, meddelte han, at når bandet tog hjem fra aftenens koncert, ville de gå direkte i hi og begynde på at skrive sange til et nyt album, for det her band er, citat, “back for good”.

Dizzy Mizz Lizzy er et af de der bands, der har sin egen lyd, hvilket jo i sig selv er fantastisk, men live kan den lyd hurtigt gå hen og blive en smule ensformigt, og derfor havde det været godt med nogle ordentlige opbrud. Men modsat Binzer og co. er Tim Christensen og co. mere nede på jorden og præsenterer deres musik uden de store dikkedarer. Men her kunne man godt have brugt en smule dikkedarer.

Tim C. fortalte, at næste nummer var med på setlisten, fordi det er ved at spille en ballade, at man får kvinder til at høre rock. Det midaldrende ægtepar ved siden af begyndte nærmest instinktivt at rykke tættere på hinanden, da “11:07 pm” blev spillet, og de endte med at stå og kramme og kysse under resten af nummeret. Jeg smilede for mig selv og forestillede mig, hvordan de havde forelsket sig i hinanden til det nummer dengang.

Masser af fællessang til “Love Is A Losers Game”, som blev fyret af inden comebackhittet “I Would If I Could But I Can’t” fra 2015. Ekstranumrene var “Mother Naturs Recipe” og selvfølgelig “Silverflame”, hvor der igen blev skrålet for fulde halse af det nu halvhæse publikum, som nok ikke har meget at sige her dagen efter.

Man kan ikke tage fra Dizzy, at deres håndværk er sindssyg stærkt, men deres nede-på-jorden-optræden havde måske været bedre før D-A-D, som mere sparker døren ind og ikke ser sig tilbage, når de leverer kaos på den fede måde.

Dizzy Mizz Lizzy, Royal Arena

Foto: Lasse Lagoni

Alt i alt en godkendt aften i Royal Arena, hvor lyden virkede smukt, performances var gode, men der skal stadig rettes et par småting, inden The Weeknd spiller på mandag.

Se resten af Lasses flotte fotos HER.