Torsdag aften spillede britiske Blossoms i Lille Vega, men stod det til dem selv, havde de helst været fri. Attituden på scenen stank i hvert fald af drama i femmandsgruppen.
Uden det store kendskab til band og genre, blev jeg lokket med til indiefest i Vega, hvor Blossoms skulle spille. Sidste sommer gjorde de vores anmelder Nanna blød i knæene, da de optrådte på Northside. Hun interviewede dem endda også i samme moment. Det var også hende, der skubbede på for, at jeg skulle tage kuglepennen med i tasken og høre dem torsdag aften sammen med hende.
Sidst, jeg selv var til koncert i Lille Vega, var jeg femten og skulle høre tysk emorock. Det skulle Nanna forresten også. Og ligesom dengang var de første fire rækker foran scenen proppet med ivrige teenagetøser, som havde varmet skrigebåndene op ved at sidde i kø i timevis ude foran hoveddøren og hvine op, i samme sekund en vind rørte sig – for det kunne jo være Blossoms-forsanger Tom Ogden.
”At Most A Kiss” starter bandet ud med. De unge drenges alder spænder mellem 18 og 24. Alligevel har de spillet sammen i fire år, og denne her forårstour varer helt til slut-april, hvor de forcerer det meste af Europa, Storbritannien og USA.
Lysshowet komplimenterer musikken og sender tanker tilbage til de 80’ere, som bandet også selv er inspireret af. Spotsene kommer bagfra, så musikerne står i mørket. Det underbygger musikken og stemningen. Lille Vega skaber det perfekte intime rum til sådan en koncert, fordi der er smalt og småt, og lokalet ikke virker overdøvende tomt, når der kun er 200 mennesker samlet i det.
Men det er godt nok også ensformigt. Singlerne er spredt ud over setlisten. Her er der tale om numre som ”Honey Sweet”, ”Cut Me And I’ll Bleed” og ”Blow”. Det fungerede fint, og sangene smeltede sammen, så man kan se, at det unge band har fundet sin lyd. Men den lyd går også igen og igen og igen, hvilket gør, at hele koncerten føles en smule langtrukkent.
Josh Dewhurst på leadguitar smiler ikke en eneste gang. Han virker som om, han ikke gider være til stede. De eneste to bandmedlemmer, der har kemi, er trommeslager Joe Donovan og forsanger Tom Ogden. Generelt lugter stemningen på scenen en hel del af drama. Som om, de unge drenge lige har haft et stort skænderi, inden de gik på scenen.
Deres tour henover foråret har allerede været lang og uden de store pauser. I dag spiller de i Oslo, i morgen to gange samme sted i Stockholm. Derfor kan det sagtens tænkes, at de unge mænd er trætte. Af hinanden. Af tourlivet. Af at spille for 200 mennesker i lille København, hvor de færreste kender dem.
Midt i koncerten får jeg lyst til at bede dem smide instrumenterne og begynde at bokse på hinanden, så de kan få det der pigefnidder overstået og faktisk spille en koncert, så publikum får noget for deres billetter.
Først da Tom Ogden får lov til at stå alene på scenen, er der value for money. Han snakker med publikum, laver sjov og har en fantastisk karisma på scenen. Med intet andet end sin akustiske guitar fortæller han, at nu er vi nået til det sted i koncerten, hvor det bliver intimt, og vi skal derfor tie stille. Han spørger, om nogen er blevet dumpet for nylig, og en pige ved navn Olivia siger ja. Som trøst for den fortabte kærlighed, får hun sangen ”Favourite Room” dedikeret til hende, hvor Tom flere gange ændrer i teksten. Det viser et overskud. Han er legesyg, ung, men erfaren og rolig.
Sevlvølgelig lukkede bandet med “Charlemagne”, som er deres største hit til dato. Det fungerede perfekt. Publikum var med, og bandets kemi var pludselig genopstået. Problemet er bare, at når bandet selv står stille på scenen og ikke har nogen kontakt med publikum – udover de 15-årige piger på første række – så kommer resten af publikum til at stå og glo ud i luften.
Det musikalske fejler ingenting, men på den times tid, de spillede, føltes det som om, man var midt i en spansk sæbeopera. Bortset fra, at alt ulykken var usagt, og ingen blev revet i håret eller skubbet ned af en trappe.
Se alle billederne fra koncerten HER.
