Sting var både drillende og træfsikker, da han med mesterlig hånd leverede en hitparade fra hele sit bagkatalog på Smukfest.
For mange unge mennesker – inklusiv undertegnede – har Sting ikke den samme evighedsgyldige relevans som en Bruce Springsteen eller Prince, kunstnere som bliver tilbedt og betalt homage til eksplicit og implicit af moderne musikere. Mange unge kender godt ”Kiss” og ”Born in the USA,” mens de ikke kender ”Message in a Bottle.”
De yngste udeblev i hvert fald fra Stings koncert på Bøgescenen fredag aften, og tilbage stod det rutinerede publikum.
Det matchede godt med den træfsikre og professionelle optræden, som Sting gav på scenen. For selvom stemmen var blevet mere kartoffelagtig og mindre adræt, lod han med selvsikkerhed sit stærke bagkatalog og store spilleglæde gøre det hårde arbejde.
Han startede med at tage fusen på folk ved at spille ”Every Breath You Take”, og som den hvalp jeg er, kom jeg hurtigt til at tænke på, om han nu havde brugt krudtet for hurtigt.
Det, der efter fulgte, var for mit vedkommende en lang perlerække af ”Nååååå han har også lavet den”-øjeblikke.
Men selvom sangene var gammelkendte, blev det aldrig forudsigeligt. Sangene var udstykket med introer, soloer og intermezzoer, der solgte gammelt som nyt og holdte publikum på tæerne.
For eksempel da Bill Whithers’ ”Ain’t no Sunshine” dukkede op i midten af ”Roxanne” eller når han uden varsel slog over i ”Englishman in New York”.
Generelt ramte Sting alle sine mål.
”Fields of Gold” var som en køretur på bagsædet som barn, mens vi blev blæst op i trækronerne af ”So Lonely” fra Police-dagene.
Eller som en mand i nærheden sagde, da koncerten var forbi: ”Hvor er det bare smukt, mand.”
Se flere af Lasses billeder HER
