Den californiske gangstersangers koncert i Pumpehuset var kun medrivende i glimt.

Ty Dolla $ign er en nyskabende og detaljebevidst sanger, som har brugt de seneste fem år på at udhugge sin helt egen buste i R&B’ens Mount Rushmore.

Han er placeret et sted mellem The-Dream og Nate Dogg, ligeså tilbøjelig til at synge-rappe om at lave crack-kokain, som han er til at smide en fucking saxofon-solo ind i en sang om om tilgivelse i et stormfuldt forhold.

På sit debutalbum Free TC lavede han ambitiøse sange, som nogle gange morfede på midten og åbnede døre ind til et hidtil uudforsket verdener i sangernes univers. Han lavede også sange, som med en mesterskyttes træfsikkerhed ramte dig lige i strubehovedet for så at sidde fast i dine lunger i dagevis. Blasé blasé blasé blasé blasé.

Ty Dolla $igns musik viser, at han både er en dygtig, ambitiøs og alsidig sanger, forstås.

Hans koncert i Pumpehuset var til gengæld både opslidende og kedelig.

Han havde ellers gode forudsætninger; på en regnende søndag få dage efter Prince’s død og sågar midt i konfirmationshelvedes-ugen var publikum mere end oplagt til at glemme alt det fornævnte for at forsvinde i festen.

Det ville i hvert fald forklare stemningen, som prægede køen før dørene åbnede. Foran og bagved og alle vegne blev der drukket øl og røget hash– eller ju, som de mange streetwear-kids nok ville kalde det – og der blev spejdet langt og ivrigt efter diverse kendisser, som kunne vise sig at være til koncerten.

– Reza er her, mand.

– Oh shit, er det Drux? (Danjiel ”Drux”, hovedmand bag Droz Daily Steezin og hovedarrangør af koncerten, red. Og ja, det var ham)

Stemningen blev kun yderligere pisket i vejret af den britiske hiphopduo Krept & Konan, der fik det meste ud af deres halve time. De spillede måskenok sange med navne som ”Certified,” ”Freak of the Week” og ”Don’t Waste My Time,” som du allerede ved, hvordan lyder ud fra titlerne, men de kendte deres publikum, som også kendte dem og skrålede med på hver punchline. Deres energi smittede, og det samme gjorde deres fælles karisma. Krept lignede en new yorker fra omtrent 96′ med bøllehat og retro tracksuit, mens Konan i sort T-shit og med en enkel guldkæde om halsen kunne være statist i Straight Outta Compton.

Da Ty Dolla $ign gik på til tonerne af Familiar, var salen nærmest elektrisk. Og han kom også godt fra start.

Gemt godt af vejen under hætten på en vinterjakke og store solbriller var stemmen det eneste pejlingsmærke i afgørelsen om, hvorvidt det var Ty Dolla $ign, der stod på scenen. Og hertil var der ingen tvivl – fra de første stavelser brød publikum ud i jubel i håbet om endeligt at overgive sig til den store søndagsfest.

De første tyve minutter troede vi på festen, og Ty Dolla $ign måtte smide jakken efter de første par numre, angiveligt på grund af varmen eftersom han både sang ivrigt og dansede vildt på hele scenen.

Han tabte dog hurtigt pusten, ligesom scenesnakken blev mere og mere mekanisk med obligatoriske taler om både shots, weed og Danmarks lækre damer.

– Whos wants to smoke with Ty motherfucking Dolla $ign?, spurgte DJ’en ud i salen, dog uden at hovedpersonen nogensinde tog en joint i munden.

Det lave energiniveau matchede dårligt med setlisten, som bestod af banger efter banger, og på trods af at touren er opkaldt efter debutalbummet Free TC, var der ingen af albummets sjælfulde højdepunkter såsom ”Straight Up”, ”Solid” eller ”Credit.”

Et afbræk i de endeløse bangers kunne ellers være det, som havde givet pusten tilbage til både publikum og kunstneren. Men her var ingen overraskelser, og den ene times koncert begyndte at føles lang.

Og det var en skam, for publikum ville gerne overraskes. Aftenens bedste øjeblik var, da han greb basguitaren for at afslutte Wood & Leather med en solo. En moderne R&B-kunstner med et instrument er et særsyn i sig selv, men at han også sparker røv og svinger sine lange lokker omkring sig som en gal voodoopræst, forseglede ligesom the deal.

Det samme gjaldt, da han under ”Blasé” sendte en ung fyr fra publikum flyvende ud over salen i et crowdsurf og selv fulgte efter.

Det gjaldt også, da han få minutter efter selvbevidst bemærkede fra scenen, at han altså kun ville blive ved med at synge, hvis han kunne få den sko tilbage, som publikum havde snuppet.

– I refuse to do a song in my socks, sagde han smilende.

Først til sidst skiftede han tempo, da han sang ”Horses In the Stable” som afslutningsnummer. Men det øjeblik blev også fuldstændig forpurret, da DJ’en hev en håndfuld kvinder op på scenen, bad dem danse til musikken og refererede til dem som ”thirsty bitches”.

Kvinderne virkede utrygge ved situationen og dansede den mest akavede dans, jeg nogensinde har set.

Uanset hvad var det too little too late, og folk var så småt begyndt at søge mod udgangen. Jeg forsvandt selv opslidt ud i nattemørket med en dårlig smag i munden.

Se Thomas’ galleri fra koncerten HER

Ty Dolla $ign, Pumpehuset

Foto: Thomas Rasmussen