Den islandske festival Iceland Airwaves er et overflødighedshorn af alt, hvad den islandske musikscene kan mønstre af lokale talenter, og med velvalgte udenlandske indienavne til at krydre plakaten formår den lille festival mod nord at tiltrække musikelskere fra nær og fjern til øen af ild og is i Nordatlanten.
Synet, der møder én, når man flyver ind over Island, er bjergtagende med de sneklædte bjerge og det grønne mos, der beklæder den kulsorte lavajord, som strækker sig så langt øjet rækker. Landskabet er dramatisk og brutalt, og skal det vise sig, at vejret er ligeså. For Iceland Airwaves anno 2015 bliver en våd og blæsende omgang. I de fem dage festivalen varer, er der næsten konstant regn og til tider en heftig blæst, men det lader ikke til at stoppe de mange dedikerede musikfans – både lokale og udenlandske – der vandrer på kryds og tværs i Reykjavik for at opleve nye koncerter. Heldigvis skal man ikke gå ret langt for at finde ly for regnen og en koncert at lytte til, for der er musik i hele byen – lige fra den mindste bar, eller tøjbutik, hvor der er sat et par højtalere op, til hotellobbyer, spillesteder og ikke mindst den storslåede Harpa – Reykjaviks dansktegnede og arkitektonisk imponerende koncertsal. I de fem dage Iceland Airwaves varer, er Reykjavik således omdannet til et stort tagselvbord af musikalske oplevelser lige fra de store udenlandske navne som Beach House, Father John Misty og Hot Chip til lokale islandske indiebands som Agent Fresco, Sóley og Vök.
Og den islandske hovedstad er et ideelt sted at holde en festival. Ud over at byen er lille og overskuelig nok til at der er nært til alle spillesteder, byder Reykjavik også på et rigt kulturliv. Så hvis man vil tage en pause fra musikken for en stund, er der spændende kunstmuseer, gode shoppingmuligheder og lækre restauranter at udforske, hvor man kan kaste sig ud i islandske specialiteter som hval eller mør hestebøf. Og hvis man vil helt væk fra byens puls, er der rig mulighed for at tage en tur ud i vildnisset og få afløb for sine friluftsdrømme. Eller hvad med en afslappende eftermiddag i Den blå Lagune eller et af Reykjaviks andre termiske bade? Her er noget for enhver smag.
Festival med vokseværk
Iceland Airways startede i 1999 i en flyhangar og var dengang en endags musikbegivenhed. Med 16 år på bagen har festivalen vokset sig stor og er nu en veletableret og anerkendt fem-dags festival, der har et omfattende musikprogram bestående af både officielle og såkaldte offvenue koncerter, som alle kvit og frit kan komme til. Størstedelen af navnene på plakaten er islandske, i år er der hele 170 islandske bands på det officielle program. Og det er altså imponerende, hvad det tyndtbefolkede land i Nordatlanten kan skrabe sammen af kunstnere, når man kun har en befolkning på lidt over 320.000 indbyggere. Ikke nok med at man rent kvantitativt råder over så mange bands, men kvaliteten er generelt set høj over hele linjen, og stort set alle genrer er repræsenterede – lige fra de små avantgarde kunstnere til storladent rock eller hip hop med attitude. Island er et land, der helt tydeligt har en stærk kunstnerisk og musikalsk tradition, som bliver dyrket fuldt ud. Her hersker ikke en lilleputmentalitet, hvis man har evnerne, dyrker man dem. Og det er tydeligt, at islændingene er stolte af deres aner. Mange bands synger eller rapper på islandsk og al engelsk tale foregår med et tykt islandsk accent – man er på én og samme tid internationalt orienteret og meget traditionsbundet, og det er måske her, at tiltrækningskraften til den islandske musikkultur ligger. Noget må de gøre rigtigt i Island, for festivalen appellerer til udlandet – over halvdelen af festivalgæsterne er nemlig udenlandske.
Et omfattende program
Med hovedvægten lagt på islandske kunstnere, er festivalen en showcase for islandsk musik, og derfor appellerer festivalen også til den nysgerrige musikfan, der elsker at opdage ny musik. Men selv for en dedikeret musikfan kan det være en nærmest uoverkommelig opgave at sætte sig ind i alt, hvad festivalen har at tilbyde af musik. Derfor vil man som festivalgæst uundgåeligt komme til at overvære nogle koncerter, man ikke lige havde forventet. Specielt når genrebetegnelsen i programmet heller ikke helt stemmer overens med det, der rent faktisk kommer ud af højtalere – så kunne man for eksempel komme til at havne til en koncert med et meget avantgarde ensemble, når man havde regnet med, at man skulle høre alternative folk. Heldigvis varer koncerterne i gennemsnit mellem 30-40 min, så man kan nå at få en masse koncerter inden for vesten, og netop fordi koncerterne er så korte, betyder det knap så meget, hvis man ender til en koncert, der ikke ligger falder i ens smag. Så tager man bare den næste. Og her skal der lyde en stor applaus til de scenefolk, der knokler hele festivalen med at få koncerterne til at køre som smurt. Det er virkelig et imponerende stykke arbejde, de lægger for dagen. På trods af at der ofte kun er 20 minutter mellem koncerterne, er der meget få forsinkelser, og det hele virker i det hele taget som en yderst velsmurt maskine.
Når det hele så er forbi, og man efter fem dages musik-ekstravagance sætter sig tilbage i flyet for at vende snuden hjemad, har man bagagen fyldt af nye og spændende musikalske bekendtskaber både fra Island og udlandet, og man er fyldt af en beundring for de gæve nordboere på vulkanøen har formået at skabe en unik musikalsk begivenhed, der kan tiltrække musikfans fra nær og fjern, som med stor glæde og entusiasme rejser langvejs fra for at lytte til primært islandsk musik uden for turistsæsonen.
