Med sin smukke lyse vokal i front får ep-debuterende kunstner We At Sea plantet et fint lille frø, der med tiden og den rette pleje kan udvikle sig til en smuk musikalsk rose.
Bag navnet We at Sea gemmer der sig den færøsk/danske sangerinde Rebekka Søndergaard Mortensen. Hun har, med sin debut-ep af samme navn, skabt et univers af melankolske og drømmende sange, der lydmæssigt ligger sig op ad kunstnere som Ane Brun og Feist. Musikken er klangfuld og fjerlet, og den smyger sig som blødt vat ind i øregangen.
Rebekka har færøsk blod i årene, og det kommer især til udtryk i lyrikken, som har en melankoli og tristesse over sig. Der er nordisk tungsind over hendes tekster, og kærligheden har slået hende ud af kurs. Men som en sand nordbo, og som inspirationskilden Björk, søger Rebekka trøst i naturen. Det kommer tydeligst til udtryk i singleforløberen ”We at Sea”, hvor havet bliver beskrevet som en helende kraft. For nok er Rebekka en såret kriger, men der er trøst at hente i havet: “We at sea are destined to be so free in the waves surrounding us here – at sea we are safe from love’s cruel face”, og pludselig er der “room for another broken heart”. Havet har givet hende fornyet mod på at kaste sig ud i endnu en farefuld kærlighedsaffære. Der er masser af torne i Rebekkas lyriske univers men for enden af stilken, er der en rose.
Bevar tornene
Dualiteten i tekstuniverset går igen i Rebekkas vokal, der på én og samme tid er skrøbelig og fin men også kraftfuld og insisterende. Musikken er drømmende og organisk med bløde trommer, behagelige guitargange, et klaver der til tider minder om spilledåsemusik og strygere, der skaber en underliggende fortryllende tone. Men hvor vokalen er dualistisk, både skrøbelig og skarp, så er musikken afrundet, og alle skarpe kanter er fjernet. Og det er her, det bliver en anelse for ufarligt. For hvor lyrikken har torne, så er der et fravær af skarphed i musikken. Som lytter bliver man ikke udfordret, og det gør desværre, at lyduniverset går hen og bliver en anelse trivielt og kedeligt i længden. Her er ingen overraskelser.
Det ville klæde We At Sea at eksperimentere med nogle musikalske finurligheder, der kan bryde monotonien engang imellem, så man som lytter lige spidser ører. Som det er nu, er der en fare for at døse hen. Og det er en skam, for We At Sea er et meget dejligt musikalsk bekendtskab, der kan udvikle sig til en smuk rose, hvis bare tornene får lov at komme ind i musikken.
