På en aften, hvor alt tegnede til at blive elektrisk, var det svært at skrue forventningerne ned, da et af verdens sidste store rockbands gik på scenen, og heldigvis blev alle forventninger indfriet fra første nummer med “Rock or Bust”, opfulgt af en hitkavalkade af noget af det stærkeste, som hård rock har haft at byde på. To timers underholdning og tyve numre var hvad vi blev begunstiget med, men det er også højst tvivlsomt om publikum kunne have holdt til mere på en fremragende sommeraften i Roskilde.

Det var også en god blanding af alle aldre, som havde trukket i skoleuniformen, dog med en svag overvægt af de lidt ældre herrer, hvor en del af dem formentlig har været til en lang række koncerter med de australske rockkoryfæer tidligere.

Koncerten startede med en smule revisionistisk historie og en månelanding, som, uden tvivl, aldrig har fundet sted, men derfra var der dømt fuld spade til den sene aften, med gode hits og guitarsoloer til folk blødte ud af ørerne.
Altsammen leveret stilsikkert af de rutinerede herrer fra AC/DC.

Alligevel, så er der en række faktorer som trækker lidt ned i oplevelsen, og her taler jeg ikke om de helt utrolig lange køer til øl (Jeg brugte 50 minutter, eller hele koncerten med Helhorse, der spillede opvarming, på at vente på en) eller det efterfølgende trafikkaos som Roskilde var udsat for i et par timer efter koncerten. Derimod var der flere tekniske fejl af de ellers så scenevante musikere. Særligt tydeligt var det lille kiks i introen til “Thunderstruck” og Brian Johnsons stemme er ikke helt så imponerende længere, men der skal ikke herske tvivl om, at det var en gedigen omgang rock, de 55.000 tilskuere blev udsat for. Og den fuldstændige mangel på unødig fyld blev understreget ved, at der ikke blev spildt tid på at snakke mellem numrene. I stedet blev der lynhurtigt slået an for næste nummer, og så var det ellers bare om at hoppe med på vognen og få skrålet med i det spøjse register mellem normal og falset, som er et varetegn for bandet. Vigtigt er det dog at nævne, at ingen af de ovennævnte ting var i nærheden af at ødelægge min ellers fremragende oplevelse af en flok levende rocklegender.

Der er meget, som kan siges om AC/DC og deres lyd, men de ved hvad de vil have, og det er guitar. Hårdt, brutalt, lige på, fuldstændig blottet for fine fornemmelser og i kvantiteter som ville kunne få din gennemsnitlige musikbutik til at skamme sig. Personligt, så bliver jeg aldrig en kæmpefan af en Gibson SG, men hvis man skal bruge den til noget fornuftigt, så er det da uden tvivl Angus Young, som skal spille på den – og spillet, det blev der. AC/DC’s lyd er så dejlig nem at spore tilbage til rockens rødder og man kan samtidig blotlægge den massive inspiration som blues har været for rock. Jeg kan ikke undgå at føle mig en smule benovet over, hvor vidunderlig grundformen er. 4, 8, 12 eller 16 takter som kører i ring og der er aldrig en eneste fornuftig måde at slutte det på. Det betyder også, at der ligger en indgroet fare for, at det bliver ensformigt. Det blev, desværre, momentvis påvist i går, og indimellem blev det da også lidt trivielt, at alle numrene skulle have en 30-sekunders rundgang, hvor samtlige instrumenter blev smadret til uigenkendelighed, inden de kunne få lov til at slutte. Dog skal der følges op med respekt for, at det også kan gøres decideret fremragende. Førnævnte Young var i fremragende humør og hans solo under “Let There Be Rock”, som afsluttede hovedsættet, var små femten minutter med call-response til publikum, konfettikanoner, elevator til de højere magter, selvom de vist er mere kendte for deres “Highway to Hell”, og alt hvad man ellers kunne ønske sig af et sceneshow af de helt store.

Se hele Lasse Lagonis galleri fra koncerten HER

AC/DC, Dyrskuepladsen, Roskilde

Foto: Lasse Lagoni