Foto: Lasse Lagoni

Action Bronson – En rapper i en Corvette – og det spiller ikke helt

På trods af en hip hop-interesse, der spænder mere vidt end en gennemsnitlig danskers, var mit kendskab til Action Bronson yderst begrænset. Bortset fra en enkelt gæsteoptræden på det udmærkede nummer 1 Train, sammen med ASAP Rocky og Drake, har Bronsons lyd aldrig fundet vej til min playliste. Den 120 kilo tunge rapper fra Queens, er, bortset fra hans korpus, ikke særlig synlig på den globale hip hop-himmel. Hans diskografi rummer de obligatoriske mixtapes, som de fleste rappere udgiver med det formål, at et af de store labels bider på. I 2013 tog Atlantic Records en kæmpe bid, og signede Bronson. Dette har resulteret i en ganske fornuftig EP, hvor der er prominente gæster som Prodigy og Wiz Khalifa. Senere i 2014 udgav Action Bronson hans ”Major Label”-debut. Der blev derfor set frem mod koncerten med stor spænding. Manden har trods alt trådt sine barnesko i samme bydel som Nas.

Et tætpakket Lille Vega var rammen om sværvægterens optræden. Cirka klokken 22 gik han på scenen til kæmpe bifald. Alle forventede at den store rapper ville ramme Lille Vega med et punch af dimensioner. I stedet gik han på scenen til Prince-klassikeren ”Little Pink Corvette”. Det var en smule malplaceret, at se den store fyr vimse rundt på scenen, kaste håndtegn og råbe “Yeah”, alt i mens  ”Little Pink Corvette” sivede ud gennem højtalerne. Publikum vidste ikke helt om de skulle skåle, ryge, eller..?

Pludselig råbte Bronson ”Take it out”, DJ’en leverede et tungt beat, Bronson gassede Corvetten op, og publikum respondere øjeblikkeligt. Nu ”lugtede” det, bogstavligt talt, endelig af hip hop.
Men Corvetten kørte galt allerede i andet sving, og ganske tidligt i koncerten befandt Bronson sig i nødsporet. Overgangen fra første til andet nummer, blev skåret til ved hjælpe af calypsorytmer. Igen må man spørge sig selv ”hvor fanden kom det fra”? Det virkede i hvert fald ikke specielt godt. Det samme kan man faktisk sige om den første del af koncerten. Den var noget rodet, han havde svært ved at finde sit flow, og sangene var fra nogle af Bronsons første mixtapes, hvor kun de mest hardcore fans sang med. Det karakteristiske ved sange fra de første mixtapes, er at kunstneren sjældent har fundet sig selv, hvilket, i momentet, beskrev Bronson meget godt.

Bronson skiftede gear, og han intensiverede med sange fra hans to nyere albums, heriblandt EP’en, Saab Stories samt det nyeste Mixtape, Rare Chandeliers. Det virkede. Den karakteristiske Queens-lyd, er bare bedst på disse albums, og publikums humør steg i takt med, at Action følte sig mere komfortabel. Det bidrog bestemt også til oplevelsen, da et af Bronsons sidekicks joinede scenen.  Personlig synes jeg denne del af koncerten var den bedste. Hvis jeg lukkede øjnene, følte jeg i små momenter, at jeg igen var til koncert i 2006 med en anden, lidt mere berømt, Queens-rapper. Primært grundet de fede beats fra førnævnte plader. Publikum gik amok, da Bronson hev en publikum op på scenen, der kvitterede ved at rappe et af versene i et af hans ældre numre. Det var fedt!!

Salen gik amok da hittet ”Strictly 4 My Jeeps” blev leveret. Damn, det er altså et fedt track , som undertegnede kommer til at skamlytte de næste dage. På dette tidspunkt havde jeg glemt at vi sad i en Corvette. Bronson var slet ikke færdig med at involvere publikum. Pludselig stod han oppe på balkonen, hvor han blandt et yderst opkørt publikum, leverede nummeret ”Sylvester Lundgren”. Det klædte ham at stå der. Efter en sindssyg rus, med to hits i ”rap”, mente Bronson at det var på tide at komme ned på jorden igen. Bogstavelig talt. Hans gang fra balkonen til scenen, blev akkompagneret af tonerne til Totos ”Hold the line”. Imponerede nok, så det ikke ud til at afskrække det hardcore publikum, og alle kvidrede lystig med på omkvædet, alt imens Bronsons blev hyldet og rørt ved, som en bokser på vej fra omklædningsrummet til ringen.

Da Bronson næsten var tilbage på scenen, skiftede DJ’en sang, og denne gang var det såmænd Genesis og ”Easy lover” der blev fyret af. Ligeså hurtigt Bronson formåede at få publikum med på køreturen, ligeså hurtigt mindede han os om, at vi trods alt kørte i en Corvette. Efter min mening tabte Bronson koncerten her. Endnu et af hans sidekicks blev introduceret og resten af koncerten blev kørt hjem fra scenen. Til stor glæde for Vega, hvis medarbejderes lydløst og blidt havde nærmet sig scenen, for at sikre, at den store fyr ikke gik ALT for meget amok. Der blev leveret et par hits, bl. a. monsterhittet med Wiz Khalifa, ”The Rockers” samt ”Easy Rider” og ”Shiraz”.

Der var optræk til et par enkelte mosh pits, men ellers blev Corvetten parkeret i garagen. De hardcore fans havde det stadig rigtig fedt på bagsædet, men mange af os andre var kravlet ud.
En af Bronsons svagheder er, at på trods af hans størrelse, ikke fylder nok på scenen. Som rapper er han enormt laid back, og hans forkærlighed for mad og joints, kommer ikke kun til udtryk i hans sange, men bestemt også på scenen. Han virker lidt tung. Jovist, han var da ude blandt publikum, og formåede også at bevæge hans enorme korpus forholdsvis hurtigt, men mandagens koncert var et bevis på, at han ikke kan bære det alene.

Som bekendt er det farligt at lade andre overtage bilrattet, hvilket Bronson gjorde i mangel af egen styrke til at bære en koncert. Da sidekick nummer et var på scenen, og stod for et vers i en af de nye sange, tænkte jeg ærligt talt ”Er sidekicket bedre end artisten?”
Helt så meget luft fik sidekick nummer to ikke, men uden ham, havde Corvetten haft svært ved at køre det sidste stykke. Hvad hensigten var med at spille Prince, Toto, Genesis og calypsomusik, må blive i det uvisse. Jeg var kommet for at høre hip hop, så i mine øjne faldt det helt til jorden. Når Bronson fandt det rigtige gear, var jeg enormt godt underholdt, og følte at jeg rent faktisk var til en hip hop koncert. Han kan sagtens levere varen, bare gi manden et laid back østkystbeat eller et beat indeholdende et 70’er sample. Det kan godt være hans tekster mest omhandler mad, weed og kællinger, men han er god til at levere det. Og det skal han fokusere på, leverancen af de sange som rent faktisk indeholder kvalitet, og ikke alt muligt ligegyldigt. Som i mange andre brancher, så handler det om fokus. Han bliver aldrig dyb og nærværende som Nas, heller ikke så aggressiv og cool som Ghostface Killah (Som mange sammenligner ham med?), men manden har en fed stemme, en lyst til at rappe, og potentialet, og størrelsen, er bestemt til at køre i en Hummer. Så få din røv ud af den Corvette!!!

ER du til billeder så se hele galleriet HER