Det var en blanding af et spektakulært show og noget der mindede om en religiøs tilbedelse af Gud, Djævelen og alt det imellem da Christine and the Queens fredag nat indtog Orange Scene til et show, som de fleste gerne ville være foruden.
I over en time forsøgte den franske stjerne at tryllebinde et meget sparsomt publikum med fængende melodier fra sin nyeste plade, og sikke et forfejlet projekt.
På scenen var der religiøse statuer, en række kostumer og Christine and the Queens. Ingen andre. Intet band. Ingen korsangere. Intet.
Alene, stod han der, og selvom det er utrolig fascinerende, så var det også lidt ærgerligt. Det blev for ensformigt. Når man så ovenikøbet blandet det teatralske og religiøse tilråb som ’ I know my soul is a night soul’, ’light go wherever it wants to go’ og ’Feed me Kings and Queens’.
Men det mest opsigtsvækkende var måske, da han stirrede en løve statue i øjnene og derefter begyndte at snave den. Det blev simpelthen for mærkeligt.
Forkert format
Et højdepunkt var dog, da Christine blev badet i strobelys og sangen “Track 10” strømmende ud. Et powermove, der fik ham til at fremstå som en superhelt med overnaturlige kræfter. Her fik man også en snert af den popfest, det kunne have været, men aldrig kom.
Og popfesten var netop det, som publikum gerne ville have. 30 minutter efter at Christine and the Queens gik på scenen var det muligt at vade direkte ind i pitten, stille sig midt for scenen og få en af de bedste kig op mod Orange Scene. Folk udvandrede. Og med fuld forståelse.
Måske er det blot formatet der er forkert, og at det store åbne foran Orange Scene blot ikke er stedet, der kan sætte ramme om, og indfange den tydelige teatralske energi og sceneshow, som Christine and the Queens bragte til Roskilde. En mindre venue eller en af de overdækkede scener på Roskilde havde nok været bedre – og givet grobund for at føle det hele lidt mere i stedet for blot at være en flue på en øde mark.
Koncerten – og ritualet om man vil – sluttede med ”I feel like an angel”, som på flere måde spredte en vis glæde, men samtidig også tristhed.
Glæde fordi koncerten endelig var færdig, men også tristhed over, at man aldrig fik den natte-pop-koncert, som kunne have været.
Vil du se flere billeder af koncerten, kan du klikke her!
