Koncerten med amerikanske The War On Drugs lørdag aften på Syd for Solen var den perfekte afslutning på tre dage i Søndermarken, hvor de helt rigtige stoffer gjorde det helt rigtige.
I en verden, hvor vi søger efter den næste euforiske oplevelse, var det ingen overraskelse, at The War on Drugs indtog scenen på Syd for Solen som det sidste band og et musikalsk rusmiddel af ypperste kaliber. Den amerikanske rockgruppes koncert blev en transcendental rejse gennem strømmende lydlandskaber og følelsesmæssige højder, der efterlod publikum svævende i en behagelig tåge af harmoni og intensitet.
Lydmæssigt blev vi omsluttet af en bølge af lyd, der skyllede ind med ”Nothing to Find” “Pain”, “I Don’t Wanna Wait” og “Victim” som et væld af farverige psykedeliske dråber.
The War on Drugs’ musikalske cocktail var som en potent blanding af hallucinogener, hvor musikkens drømmende toner flød ind i vores øregange, som sød røg fra en uendelig joint. Frontmand Adam Granduciel førte an med en stemme, der var dyb som bas og alligevel sårbart klar som et glas afkølet absint.
Under aftenens koncert var han ligeledes mere snakkesalig end han plejer at være. Hvilket publikum åbenbart tog ved lære af, for holde kæft, kunne de ikke.
Den store succes var bandets utrættelige samspil, der tilsammen drev publikum ind i en kollektiv tilstand af ekstase. Særligt ”Under the Pressure” skejede sig ud, og formåede lige her, at skabe en musikalsk eufori af en sjælden kaliber.
”I Don’t Live Here Anymore” var opvarmning til hittet “Occasional Rain”, og lige hér bevidste The War on Drugs og Syd for Solen hvorfor denne blanding af rockmusik og festival virkelig passede sammen.
Deres musik var som en rensende oplevelse, der løftede vores ånder og berørte vores sjæl. Det var som at indtage et musikalsk stof, der gav os et øjebliks flugt fra hverdagens trummerum og ind i en verden af ren lykke. The War on Drugs var som den ultimative leverandør af lykke, der fik os til at miste os selv og finde os selv på samme tid.
