Koncerten med Muse natten til lørdag var på papiret et rigtig godt match, men efter halvanden time med den britiske trio, så må man blot erkende, at bandet ikke hører til på festivaler. De skal have bedre vilkår og spille for flere dedikerede fans.
Hvis man slår ordet ‘muse’ op i den danske ordbog, så kommer beskrivelsen med gudinder for inspiration i græsk mytologi. I følge ordnet.dk er den overførte betydning af ordet følgende: ‘en person eller fænomen der inspirerer en kunstner til at skabe anden kunst’ – og kunst, det kan man kalde bandet Muse’ optræden på Tinderbox natten til lørdag.
Med nye og ældre sange spillede trioen en fremragende koncert på rød scene, men de kæmpede en kamp med menneskene foran dem.
Koncerten startede med sangen ”Will Of The People” fra deres kommende album af samme navn. Netop navnet var også omdrejningspunktet for et stort bagved bandet. Til at starte med lignede det et skilt, som så mange andre, men da sangen nåde sin slutning, og teksten // Will of the people // blev gentaget, så blev bogstaverne W, O, T og P tegnet i flammer.
Efterfølgende blev et bagtæppe kastet ned lige bag bandet, så det der efter sigende var Nordeuropas største musikscene, blev den mindste.
Anmeldelsen fortsætter under billedet.
Eksperimenterende musik
Noget af det som er fedt med Muse er, at de eksperimenterer meget med deres musik. For eksempel er 2015-albummet ‘Drones’ et konceptalbum, som gerne skal høres fra start til slut – og helst uden afbrydelser. Det samme kan siges om 2018-albummet ‘Simulation Theory’, som havde fremtrædende synthesizere og var meget påvirket af science fiction. Noget den sene nattekoncert også havde.
I starten af året udgav Muse singlen “Won’t Stand Down”, som for mange dedikerede Muse-fans markerede deres tilbagevenden til den tunge, tidligere lyd. Tung, det var det også, og singlen lød godt. Jeg ser frem til at høre resten af albummet, og netop under sangen kom science fiction til syne.
Det store bagtæppe faldt og bag var en kæmpe maske, som mest af alt lignede en stor, sort Spider-Man maske, men superhelte blev de aldrig. Det var først ved megahittet ”Super Massive Black Hole”, at bandet endelig hul på den bobbel, som publikum var i. Lyden og energien var forrygende, og pludselig gav det mening, at Muse skulle spille.
Anmeldelsen fortsætter under billedet.
Det fandt aldrig i hak
Muse består af forsanger Matthew Bellamy, trommeslager Dominic Howard og bassist Chris Wolstenholme, og det vilde rockband startede karrieren for 28 år siden, i 1994, og siden da er der løbet meget vand under broen.
De har blandt andet vundet to grammy awards for bedste rockalbum. Første gang i 2011 for albummet ‘The Resistance’ og igen i 2016 for albummet ‘Drones’. Deres optræden natten til lørdag var ikke en grammy værdig, men måske en DMA.
Under hele koncerten var det som om, at det aldrig faldt helt i hak med britiske Muse. Lydniveauet virkede ualmindelig lavt under hele koncerten, og særligt ”Psycho”, ”Compliance” og ”Madness” var musikmæssigt godt, men faldt til jorden med den lave lydstyrke.
Anmeldelsen fortsætter under billedet.
Pinefuldt
Da Poplish anmeldte Muse-koncerten i Forum i 2016, var problemet, at de til tider trak musikken for langt ud. Det samme gjorde sig stadig gældende for koncerten på Tinderbox 2022. Særligt de lange instrumentale sange som for eksempel ”The Gallery” og ”Nishe”, blev energien pinefuldt trukket ud af koncerten.
Modsat kom energien tilbage ved megahittet ”Uprising”, som i skrivende stund har over 450 millioner afspilninger på Spotify. Det var tydeligt, at de fleste personer, der natten til lørdag var troppet op foran rød scene, var kommet for at høre netop dén sang – og lidt til.
Det gav pote
Efter en kort pause væk fra scenen kom bandet tilbage og spillede deres nye sang ”Kill or Be Killed” fra deres kommende album. I marts måned annoncerede Muse deres niende album med titlen ‘Will of the People’ som udkommer 26. august. I forvejen har bandet udgivet otte albums, hvoraf det første, Showbiz, udkom i 1999 og det seneste Simulation Theory udkom i 2018.
Sangen havde en fantastisk opbygning og blev præsenteret visuelt flot – og det kvitterede publikum med store klapsalver. Men de blev større ved aftenens sidste sang ”Knights of Cydonia”. Med en utrolig smuk intro med mundharmonika gav hele koncerten med Muse pludselig pote. Desværre alt for sent.
Idéen med Muse på Tinderbox var på papiret en glimrende idé, men i virkeligheden var det ikke et match. Muse er fantastiske i arena-rammer, hvor de kan folde sig ud – både musikalsk, men også sceneshowet, som på Tinderbox var noget begrænset.
Vil du se flere billeder fra Muse-koncerten, så kan du klikke lige HER!