The National var omhyggelig, men ensformig

Amerikanske The National spillede lørdag aften en hyggelig koncert på Syd for Solen, hvor musikken smeltede sammen i en lykkerus af nærvær.

Der var ikke meget overladt til tilfældighederne da Matt Berninger og co. trådte ind på scenen. Med sin tykke, amerikanske accent sagde han som det første ”Hello everybody!” efterfulgt af åbningsnummeret, ”Don’t Swallow the Cap” fra 2013-albummet Trouble Will Find Me. 

Bandets musik er særdeles fremragende, og lige præcis The National passede perfekt ind i lørdagsprogrammet på Syd for Solen. Deres kedelige, men alligevel passende optræden gjorde, at sange som ”Bloodbuzz Ohio”, ”I Need My Girl” og ”Slow Show” fremstod selvsikkert og i hjemlige rammer. 

I en halvcirkel rundt om bandet var der placeret små LED-rør, som nærmest svøb bandet ind i forskellige farver alt efter hvilken sang, der bliver spillet. Det er et lidt nyere tiltag fra bandet, som tidligere har holdt det scenografiske forholdsvis simpelt, når de spiller koncerter. 

Anmeldelsen fortsætter under billedet

The National, Syd for Solen
Foto: Mathias Bak Larsen

Ismaskiner og samtaler

Det var ikke udelukkende ældre musik, som The National spillede foran et tætpakket publikum. En ny sang ”Ice Machines” blev taget overraskende godt imod, selvom sangen lød ensformig fra start til slut. Noget andet kan man sige om ”Conversation 16”, som var et af flere musikalske højdepunkter under koncerten. 

Især det visuelle aspekt var særdeles fremragende, og man blev strakt opslugt ind i den konfliktfyldte romantiker i sangenes hjerte. Det var en genial historiefortælling, der under den 4 minutter og 18 sekunder lange sang forvandlede Søndermarken til en fest. 

Efter 45 minutters koncert må jeg dog også indrømme, at jeg blev træt. Ikke fordi at jeg har sovet for lidt, men fordi koncerten simpelthen ikke længere bevægede sig i nogle retninger. Lysshowet fungerede stadigvæk, men det hele smeltede sammen, og det var svært at adskille det ene fra det andet. 

Koncerten med The National, trods den føles meget ensformig, var god, men – og ja, der er et men. Efter 45 minutter føles det som om, at jeg havde set hele koncerten. Selvom Matt Berninger, Aaron Dessner, Bryce Dessner, Bryan Devendorf og Scott Devendorf leverede utrolig velspillet musik, så blev det bare for meget af det samme.

Se også

Engang var Dizzy Mizz Lizzy guld – nu er de sølv

“She said that silver’s meant to burn forever”   Sådan lyder...

Aqua i Royal Arena: Fyldt med kaos og kærlighed

Lørdag aften i Royal Arena var der lagt op...

D-A-D fejrede jubilæumsfest med cowboytema og crazy gæster

Hvis der findes en rockmusisk ekvivalent til landskamp på...

Kellermensch smadrede næsten Det Kgl. Teaters pæne facade

Kellermensch’ koncert på Det Kongelige Teater var en unik...
spot_img
Nicolaj Sveiger
Nicolaj Sveiger
En mand som er opvokset i det vestjyske, men nu bosat i København. Har en forkærlighed for pop, en guilty pleasure i rock og en generel og evig voksende interesse i alt med en rytme.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her