Det var svært at overgive sig til Robyns sensuelle og inderlige univers, da hun spillede fredag nat på Orange Scene under Roskilde Festival. Lyden var skandaløs ringe under det meste af koncerten.
Den svenske popdronning Robyns seneste album “Honey” har gået sin sejrsgang over det meste af verden. Disco-rytmerne blandet med en smooth elektronisk lyd og den 40-årige sangerindes yndefulde vokal er noget af det skønneste, rareste og dejligste at høre på en langsom lørdag formiddag eller som en feststarter med vin fredag aften.
Derfor var forventningerne til at høre det live tårnhøje, da jeg stillede mig mellem de store højtalertårne og stod midt på pladsen og kiggede op mod Orange Scene fredag nat. Klokken 1 skulle sangerinden gå på, og et par minutter forsinket gik bandet på for at indlede “Send To Robyn Immidiatly” fra seneste album. Desværre var bassen for tung og lyden ekstremt mudret, allerede sangerinden betrådte scenegulvet. Robyns sarte vokal døde desværre totalt i mikset, så det var svært at regne ud, hvilket nummer der var tale om først.
Nummeret “Honey” forsvandt også op i den blå luft. Næste nummer var “Indestructible”, der altid får undertegnet til at græde over de mange følelser i teksten. Her var det tvetydige tårer, for forventningsglæden over at høre det blev ødelagt af, at Robyns vokal lød nærmest falsk.
Efter et kostumeskift, hvor pausen blev udfyldt af en smuk og yndefuld danser, blev lyden lidt bedre. Tingene stod mere klart frem, men den sarte vokal på “Because It’s In The Music” forsvandt stadig en smule. Det tog virkelig toppen af at kunne hengive sig til det dansende virvar, Robyn var på scenen, da hun spillede disco-elektroniske “Love Is Free” og derefter “Don’t Fucking Tell Me What To Do”, hvor der ellers er solidt knald på. Damens energiniveau fejlede ingenting i hvert fald.
Herefter gik der hits i den, og “Dancing On My Own”, “Missing U” og “Call Your Girlfriend” lå nogenlunde i skabet og kom som perler på en snor. Men undervejs havde en stor andel af de omkringstående publikummer kastet håndklædet i ringen og fandt et telt at sove i eller en anden fest.
Encore-nummeret blev Kleerup-samarbejdet “With Every Heartbeat”, men herefter blev Robyn noget overraskende stående på scenen og begyndte at performe “Who Do You Love?”, hvilket kom bag på de fleste af de festivalgæster, der var blevet tilbage ved Orange Scene. Det gav en fornemmelse af, at sætlisten ikke var festival-optimeret, men den samme, som Robyn og band har turneret med på deres arena-tour i foråret. Hvor folk altså kun har betalt og er kommet for at høre Robyn. Det er en smagssag, om man mener, hun burde ændre den, men det gjorde i hvert fald afslutningen på koncerten næsten lige så flad som starten for mit vedkommende.
Det svære ved forventninger er, at de forpligter. Og det var desværre ikke Robyns egen skyld, at hun ikke kunne leve op til mine fredag nat på Roskilde Festival.
