Det blev tid til en gang schweizisk folkemetal, hvor der ikke er sparet på noget. Eluveitie har huseret på metalscenen i over femten år, og det er blevet til en række koncerter i Danmark, hvor de har blæst tagene af de små spillesteder. Spørgsmålet var om de kunne overføre det til Copenhell og udendørsarealerne på Refshaleøen.
Det må siges at være tilfældet. Det er ufortyndet charme, der flyder ud fra scenen. Med noget godt til øjet og øret på samme tid, så skal man lede længe efter en bedre udgave af folkemetal til folket. Der er lidt vel rigeligt backing track på musikken, hvor man ofte kommer i tvivl om hvor meget, der bliver spillet live. Det var ikke sjældent at Christian Glanzmanns fløjte forsvandt i lydmikset. Det skæmmer også det samlede indtryk. Fabienne Erni leverede derimod en forrygende indsats, hvor det dog enkelte gange kammede over i grand prix-sound. Det er jo ikke fordi det gør noget, at det bliver lidt letbenet, men når man leverer musik med drejelire, violin og harpe, så ville det være rart, hvis det kom igennem på lydbilledet.
Det var dog en forrygende afslutning
Erni kom med en fænomenal stemme, som sjældent har været set på Copenhell, og det var tydeligt at se en reel begejstring fra scenen. Jeg ved godt det er et show, og højst sandsynligt er alle koncertsteder de fedeste i verden, men det føltes rent faktisk ægte. Denne koncert var alt hvad Epica ikke formåede at levere for et par år siden. Det var melodisk, storladent og svulstigt, men det kammede aldrig over i ren fetichisme.
Jeg er overbevist om at Eluveitie har en berettigelse på alle koncertsteder rundt om i verden, for hvis man præsterer så godt på dette tidspunkt af dagen, så kan man spille alt op fra slap. Derfor vil jeg tilstå at det ikke er sidste gang jeg har hørt dette band. Med et stort smil på læben kan jeg tilstå at det var en glimrende koncert, der balancerede på grænsen mellem kitsch og ultrafedt.
